Trang til selvskade

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal skrive. Jeg har så meget brug for at skrive et eller andet, men hvad ved jeg ikke…
Min dag har været temmelig blandet. Jeg kom sent i seng i nat, så jeg stod også sent op. Jeg kom i bad og fik vasket tøj. Noget jeg har burde gøre de sidste mange dage. Jeg havde en helt fin morgen. Jeg var træt, da jeg stod op, for jeg sover ikke specielt meget her for tiden, men jeg fik gjort det, jeg havde sat mig for, hvilket jeg tænkte, var en god start på dagen. Efter at jeg havde fået ordnet de ting, satte jeg mig og hørte lidt musik inden Anne og Remy kom. Jeg havde en rigtig god snak med både Anne og Remy, og det hele gik helt fint. Da de tog hjem på weekend, gik jeg en tur. Jeg tog ind på Strøget bare for at kigge og bruge tid ude i det gode vejr, og bagefter tog jeg i Nørrebro Bycenter, hvor jeg var i H&M. Derinde fik jeg købt to buksedragter og en pakke strømpebukser. På vej hjemad begyndte humøret og overskuddet at dale. Jeg kom i tanke om en del ting som går mig på, og som jeg her de sidste par dage har prøvet at fortrænge. Men det kom igen. Det gør det som regel, når man prøver at glemme ting. Da jeg kom hjem prøvede jeg virkelig at aflede mig selv. Det er efterhånden en del timer siden, at jeg kom hjem. Og det er ikke blevet særlig meget bedre. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal stille op. Jeg har rigtig meget trang til selvskade. Jeg har ikke skåret siden d. 5. i denne måned. Jeg har dog været selvskadende på andre måder, men lige nu er det skæretrangen der fylder. Jeg vil ikke kaste op, tage piller eller banke hovedet ind i væggen. Jeg vil skære. Jeg vil føle befrielsen når blodet begynder at løbe ned ad benet på mig. Jeg vil føle lettelsen når jeg kan se alle de hvidgule fedtbobler. Jeg vil føle mig god, når jeg bliver ved med at skære i en flænge jeg ved, skal syes. Jeg vil føle det. Det er så længe siden. Og jeg er virkelig trængende. Jeg orker bare ikke alle mine ritualer der skal overstås inden jeg kan skære. Men skal jeg skære, skal ritualerne også klares. Jeg sidder med abstinenser. Fysiske og psykiske. Blandt andet ryster jeg en hel del. Jeg har kvalme og gåsehud. Jeg har meget indre uro. Og helt ekstremt meget tankemylder. Jeg har det virkelig som om, at mit hoved kan eksplodere hvert sekund det skulle være. Jeg kan slet ikke holde det her ud. Jeg har holdt den hele dagen, men lige nu orker jeg slet, slet ikke at kæmpe imod længere. Jeg vil bare gerne have lov til at skære så jeg kan få det bedre. Et eller andet sted orker jeg bare ikke at skære. Jeg vil så gerne ud af selvskaden. Men jeg orker ikke at tage kampen op, for hvis jeg ikke kan skære, hvad pokker skal jeg så gøre, når alle andre afledningsmetoder ikke virker? Jeg har så meget lyst til at græde. Bare få det hele ud. Men jeg kan ikke. Der er for meget indeni. Der er virkelig, virkelig meget. Og jeg kan ikke græde. I sådanne situationer er det som om, at det eneste der hjælper, er at skære. Ikke andre former for selvskade, bare det at skære.
Lige nu tror jeg, at jeg vil stoppe. Jeg kan ikke rigtigt overskue at skrive mere lige nu. Jeg havde bare brug for, at komme ud med det her. Havde lidt håbet på, at det ville hjælpe. Det har det desværre ikke gjort. Så jeg gider ikke rigtigt at prøve mere lige nu.