Please, hjælp

Oops, I did it again. Skar, altså. Jeg har godt nok været trængende her de sidste par dage. Og så faldt jeg i. Endelig. Det er slet ikke blevet dybt. Det er meget, meget overfladisk. Det er fandme mange år siden, jeg har skåret så overfladisk. Men jeg skar. Og det var faktisk meget rart. Jeg ved ikke, om jeg har det bedre nu. Lige nu er det eneste jeg kan tænke på ”fiasko, fiasko, fiasko. Du kan ikke engang skære så det skal syes. Du er så skide svag”. Men jeg plejer altid at sige, at det ikke gør nogen forskel hvor dybt eller hvor overfladisk man skærer eller skader sig selv. Faktum er, at man har brug for selvskaden til at komme igennem dagene på. Faktum er, at man rent faktisk skader sig selv. Det er så ligegyldigt om man så ridser så der ikke engang kommer ar, eller om man skærer så såret gaber 7 cm eller brænder så man får slemme andengradsforbrændinger. Det betyder jo egentligt ikke, at man har det værre, jo slemmere selvskaden er. Det betyder det virkelig ikke. Jeg har haft det temmelig dårligt hele dagen. Eller det vil så sige siden i går, for klokken er 05:30 lige nu. Jeg orker ikke rigtigt noget. Jeg har siddet og grædt hele aftenen og natten. Er I ikke søde at få det her til at gå væk? Jeg kan virkelig ikke holde til det mere. Det gør så ondt. Jeg vil ikke. Please. Få det væk. Jeg lover aldrig at gøre noget dumt mere. Jeg lover at gøre alt jeg bliver bedt om. Bare få det væk. Jeg vil bare gerne have det til at gå væk. Og jeg ved ikke hvordan jeg får det væk. Jeg ved bare, at det her er ret uudholdeligt. Jeg har lyst til at sprætte mine lår op. Jeg har lyst til at blive ved. Jeg har lyst til at se blod og mærke det. Og mest af alt har jeg lyst til et kram og en at snakke med. Jeg har virkelig brug for, at der er en lige nu. En der bare bliver ved med at holde om mig og høre på alt det pis jeg har at sige. Uden at dømme mig. Uden at tænke noget dårligt om mig. Uden at afbryde mig eller belære mig om noget. Bare være der. Jeg har brug for at der er en der gider fortælle mig, at vedkommende holder af mig. Jeg ved bare ikke rigtigt, om det ville hjælpe på nogen måde, for jeg kan jo alligevel ikke tro på det. Men hvor må det være rart at få at vide. Jeg vil så gerne ud af det her, men jeg vil ikke. Det hjælper hvor intet andet gør. Jeg troede bare, at jeg havde kontrol over selvskaden. Jeg troede, at jeg havde kontrol over det, der giver mig kontrol. Det viser sig så, at jeg ikke har en skid kontrol overhovedet. Men det er jo en befrielse. Det er en hjælp. Jeg føler mig fuldstændig skudt. Skør. Mærkelig. Jeg føler mig svag. Jeg føler mig levende død. Ja, jeg er her, men jeg er her ikke. Jeg føler ikke at jeg har særlig meget tilbage indeni. Jeg føler mig tom. Jeg er så træt. Jeg er så træt af mig selv, af livet, af at kæmpe, af alt. Jeg vil så gerne have fred. Please, hjælp.