Kære....

Gud, som jeg ikke rigtigt tror på,

Hvorfor mig? Jeg vil bare gerne vide hvorfor. Var det her så nødvendigt at udsætte mig for? Var det her så nødvendigt at lade mig gå gennem? Og hvorfor mig? Bare vær sød at fortælle mig, hvad det er, jeg har gjort galt siden det skete. Hvad er det jeg gør galt siden det sker? Jeg lover, at jeg ændrer alt. Alt jeg gør forkert. Jeg ændrer alt. Bare tingene også ændrer sig. Jeg er virkelig villig til at gøre alt. Hvorfor ikke en anden? En fremmed. En jeg aldrig ville komme i kontakt med. En jeg aldrig ville vide, eksisterede. Hvorfor lader man et uskyldigt barn gå gennem sådan noget? Hvorfor findes der folk der lader uskyldige mennesker blive udsat for sådan noget?

Mor,

Hvorfor var du der aldrig? Hvorfor overlod du ansvaret til et barn? Hvorfor overlod du ansvaret til en ikke-voksen? Hvorfor? Vil du ikke nok være sød at forklare, for jeg forstår det ikke. Hvordan kunne du stå og se på uden at gribe ind? Hvordan kunne du gå og høre på mine råb, mine skrig, min gråd uden at gribe ind? Ja, det var sjældent jeg gav lyd fra mig, for jeg lærte jo hurtigt, at det bare gjorde alting værre, men jeg tænker, at jeg vel som helt lille barn har sagt noget? Jeg har vel råbt på en der kunne hjælpe? En mor, går jeg ud fra. Det ville i hvert fald være en naturlig reaktion, hvis en 2-årig blev udsat for de ting. Hvordan kunne du gå og vide, uden at gribe ind? Hvorfor var du der aldrig? Hvorfor valgte du at få børn, når du fra tidligere vidste, at du ikke kunne tage ansvar? Hvorfor valgte du at sætte mig i denne verden velvidende at din mand ville behandle mig sådan? Og når du så vidste det, hvorfor valgte du så at sætte A. i denne verden også? Hvorfor var det ikke nok med mig? Hvorfor var det ikke nok med de to andre, du i dag har mistet på grund af din og din mands behandling? Ham der skulle forestille, at være vores far. Du skadede os ikke aktivt, men du vidste, at en anden gjorde uden at du handlede på den viden. Jeg forstår bare ikke hvorfor. I elsker mig, og derfor behandler I mig sådan. I elsker mig ikke, for sådan behandler man ikke nogen man elsker. Jeg ved ikke hvad I gør eller nogensinde har gjort, men jeg ved, at jeg aldrig ville behandle et menneske sådan selv. Om jeg så ligefrem hadede den person. Jeg ville aldrig skade en person. Ikke på den måde. Aldrig. Hvorfor er I så anderledes? 

Far,

Hvordan kan man dog få sig selv til sådan noget? Hvordan kan man gang på gang på gang skade et andet menneske sådan? Udsætte et barn for sådan noget? Sit eget barn. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår dig ikke. Og hvorfor påvirker du mig stadig, når vi ikke har haft kontakt i snart tre måneder? I tre måneder har du ingenting gjort. Du har end ikke hilst på mig, de gange vi har set hinanden. Du har ignoreret mig. Hvorfor hjemsøger du mig stadig? I mine drømme, i min hverdag, i mine tanker. Du er der. Det ligger i baghovedet hele tiden. Hvorfor får du film op i mit hoved? Hvorfor kan jeg mærke dig? Hvorfor kan jeg lugte dig? Hvorfor vil du ikke bare gå væk? Vær nu sød. Hvorfor er der stadig visse ting jeg er så bange for? Hvorfor kan jeg ikke se på visse ting uden at kunne mærke frygten komme snigende? Jeg troede, at du ville lade mig være, når jeg ikke var hjemme hos jer mere. Men du er der stadig. Jeg vil bare gerne have dig til at gå væk. Og hvorfor ligner jeg dig så meget? Hvorfor kan jeg ikke se mig selv i spejlet uden at se dig?

A,

Lad dem ikke ødelægge dig mere, vel? Pas nu på dig selv. Jeg ved, du kan. Jeg ved, at du vil. Men jeg ved også hvor svært det er, når de har så meget magt over én. Men vil du ikke nok prøve at være stærk? Prøve at komme væk? Måske ikke helt væk, bare holde lidt afstand, for jeg ved, at det andet er for svært. Jeg er bare så bekymret. Jeg er ked af, at du ikke vil se mig. Jeg er ked af, at du ikke vil have så meget kontakt med mig. Det gør virkelig ondt. Jeg elsker dig. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme og hente dig og få dig herover så jeg ville vide med sikkerhed, at du ville være okay. Jeg savner dig så meget. Jeg savner at få et kram af dig, jeg savner at se dig, jeg savner at grine med dig, jeg savner at snakke om random ting med dig, som kun vi forstår, jeg savner at lave alt og ingenting med dig. Jeg savner dig. Og jeg ville så gerne gøre det anderledes. Jeg er så ked af, at du føler, jeg har ødelagt familien. At jeg har ødelagt det hele. Jeg ville virkelig ønske, at det kunne være anderledes, men jeg kunne ikke se nogen anden vej ud. Jeg håber, at du en dag kan tilgive mig. Og jeg håber, at du en dag kan komme videre. Om det så bliver med eller uden mig. Bare vid, at jeg elsker dig, og aldrig har gjort det her for at ødelægge noget.

Omverden,

Vil I ikke nok være søde at give mig et kram? Vil I ikke nok være søde at holde om mig, når det bliver svært? Blive ved med at fortælle mig de ting, I fortæller mig? Om mig, om dét, om verden. Også selvom jeg afviser og fortæller jer, at I lyver. Jeg ved ikke, om jeg mener det. Det er bare rigtig svært at høre på. Det er rigtig svært, at I kan have en positiv holdning til mig. At I kan se noget godt i mig. At I rent faktisk kan behandle mig ordentligt. Jeg er ikke vant til det. Det er mærkeligt. Det er anderledes. Det er forvirrende. Jeg kan ikke finde ud af hvad der er rigtigt. Deres måde eller jeres måde. Det er virkelig forvirrende. Jeg ved, at jeg kan være en kæmpe belastning og virkelig irriterende. Jeg gør det ikke med vilje. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Hvorfor jeg ikke bare kan opføre mig ordentligt. Være ordentlig. Vil I ikke nok være søde at snakke med mig? At kontakte mig? At tage initiativ? At opsøge mig? Bare være der? Jeg ved, at jeg er dårlig til at give udtryk for det, men det betyder rigtig meget, at I er der og prøver, selvom jeg er afvisende og kold.

Sarah,

Vil du ikke nok være sød at tage dig sammen? Lad være med at sidde og hyle hele tiden. Tag dig sammen. Tag imod den hjælp du kan få. Lad ikke sygdom og dårlige oplevelser styre det hele. Det er okay at være glad. Det er okay at have det fint. At være nogenlunde. At være okay. Det er helt i orden. Det er okay at spise. Det er ikke noget nogen skal gøre sig fortjent til. Mad er en menneskeret. Det er okay at føle. Det er okay at tænke. Det er okay at udtrykke følelser. Selvfølgelig på en ordentlig, ikke-skadelig måde. Og det er mere end okay, at have behov og ønsker du ønsker opfyldt. Det er mere end okay at give udtryk for, at du har de behov. Du er et menneske, for pokker. Det er helt okay. Hvorfor er det, at du tænker, det er okay for alle andre end dig selv? Hvorfor er du værre end alle andre? Hvad er det, du har gjort? Tag nu imod det du kan få, i stedet for at kæmpe imod hele tiden. Det er svært at føle sig god nok. Det er svært at føle sig elsket og ønsket og værdsat. Men når folk fortæller dig, at de ser sådan på dig, hvorfor så ikke tro på det? Du tror jo på de folk på alle andre punkter end når de siger noget positivt om dig. Hvorfor skulle de lyve, når det handler om dig? Du stoler rent faktisk på de mennesker. Jeg ved, at det er svært at stole på andre, når man har oplevet så mange svigt. Og jeg ved, det er svært at tro på noget positivt om dig selv, men prøv i det mindste. Hvis bare man prøver, kan der ikke forlanges mere af én. Men du prøver jo ikke engang. Du kæmper imod. Du modarbejder. Alt. Tænk på dig selv. Tag afstand fra ting og personer du ved, skader dig og påvirker dig i en negativ retning. Tag dig nu sammen, ikke? Få det bedre. Prøv at få det bedre. Prøv at kæmpe. Prøv at få noget indhold i dit liv. Prøv at gøre de ting der gør dig glad. Prøv at åbne dig op. Prøv på at prøve. Prøv på at kæmpe. Hvis du ikke kan gøre det for dig selv, så gør det for andre. Og kan du ikke gøre det for andre, så gør det for dig selv. Gør det for at bevise overfor dem, at de aldrig kan vinde. At de ikke kan skade så meget. At det de har gjort er ødelæggende, men ikke så ødelæggende at det aldrig bliver bedre.