En masse blandede følelser

Det er snart en uge siden, jeg sidst opdaterede min blog. Jeg har egentligt haft mange ting jeg gerne ville ud med, men har ikke rigtigt turde skrive dem her. Så jeg har brugt min anden blog. Har lavet en anden blogspot-blog, som jeg bruger som dagbog. Den er privat og ingen andre end mig kan læse den. Jeg kan bedre lide at skrive på computer, end i hånden, så derfor er jeg gået over til en privat blog som dagbog end den (flotte) notesbog jeg førhen brugte. Det går hurtigere på computeren, og så er det også nemmere at komme ud med alt det man har på hjerte, i stedet for at det tager hundrede år og en sommer før man er færdig med ét emne og kan komme videre til det andet. Jeg kan godt lide at skrive i hånden. Bare ikke lange sammenhængende tekster. Det tager for langt tid.

Nå, men hvor skal jeg starte? Jeg ved det ikke rigtigt. Der er ikke sket så meget siden sidst jeg opdaterede bloggen (tirsdag d. 8.). Jeg har haft det rigtig svært. Hver dag har været præget af skæretrang, selvmordstanker, opgivenhed, katastrofetanker, grædeture, en ufattelig dominerende følelse af, ikke at være noget værd, af at være uelsket og alene. Og så en masse dumme tanker om mad, ej at forglemme. Jeg ved egentligt ikke rigtigt hvordan jeg kan blive ved med at leve med det her. Hvorfor jeg stadig er her. Hvorfor jeg stadig bliver ved med at kæmpe. Jeg tror egentligt ikke på, at det nogensinde bliver bedre. Jeg håber, ja, men jeg tror ikke. Ikke mere. Men jeg tænker, at så længe man stadig håber, så er der vel en chance for, at tingene bliver bedre? Jeg ved det ikke. Det er bare en tanke. Det gør det desværre ikke nemmere at komme igennem. Åh, jeg ved ikke hvad pokker jeg skal gøre. Det er rigtig hårdt at være alene hele tiden. Intet personale, ingen venner, ingen familie. Det er virkelig hårdt at komme igennem alene. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Hvorfor skal det være så svært at tage imod den hjælp man kan få? Og endnu værre, hvorfor skal det være så svært rent faktisk at bede om hjælp?

Der sker virkelig ikke så meget her for tiden. I sidste uge var jeg på jobcenteret med Elisabeth for at høre, om de vil sende mig i aktivering ude på Askovgårdens HF enkeltfag. Det vil de gerne. Pis og lort også. Jeg vil SÅ gerne i gang med noget. Misforstå mig ikke. Jeg hader, at jeg sidder hjemme og ikke laver en skid og at jeg har været sygemeldt og på kontanthjælp så længe. Det føles som et kæmpe nederlag. Det her var virkelig ikke hvad jeg havde drømt om. Jeg havde ikke engang overvejet muligheden for, at jeg nogensinde ville ende med en sygemelding. Eller på kontanthjælp. Havde altid tænkt, at jeg godt kunne passe et studie eller et job og så få noget professionel hjælp ved siden af. Det har jeg så åbenbart ikke kunne. Desværre. Problemet er bare, at jeg på ingen måde føler mig klar til at komme i noget aktivering lige nu. I hvert fald ikke det der HF enkeltfag ude på Askovgården. Det skulle være rigtig godt. Det er for psykisk sårbare, så jeg tvivler på, at der er så meget stress og pres som der er på andre ”almindelige” skoler. Men hvis jeg starter derude efter sommerferien, hvilket jeg højst sandsynligt gør, jamen så er det tyve timer om ugen. Det er noget med seks timers undervisning og resten er noget obligatorisk lektiehjælp. Så omkring tyve timer om ugen skal man regne med. Det er altså temmelig meget. Især når jeg ikke har brugt så meget tid på noget skolehalløj i cirka to år nu. Jeg gik kort på Kofoeds skole sidste sommer. Stoppede hurtigt fordi jeg blev stresset og psykotisk. Kunne ikke. Det var to lektier to gange om ugen. Tirsdag og torsdag. Det vil sige rundt regnet fire timer om ugen. Hvordan pokker skal jeg nogensinde kunne klare tyve timer? Jeg forstår det ikke. Men åh…. jeg vil bare så gerne i gang med noget! Jeg tror virkelig ikke, at jeg er klar til det. Men jeg føler mig presset. Jeg føler, at Elisabeth gerne vil have mig i gang med noget. Kan godt se, at der er en mulighed for, at det kan hjælpe mig og at jeg kan få noget andet at tænke på. Men risikoen for, at jeg begynder med at blive psykotisk og det hele bare bliver værre er der også. Det føles lidt som om… ja, okay, jeg kommer til at lyve som en idiot nu, men hold kæft hvor det bare føles som om, at hun presser mig til det for hendes egen skyld. For at det kommer til at se bedre ud for hende. Fordi så er hendes patient i gang med noget og der sker fremskridt og sådan. Jeg tvivler slet ikke på, at der rent faktisk er en mulighed for, at det at komme i gang med noget, kan betyde, at jeg kan få det bedre på nogle punkter. Det tvivler jeg ikke på. Overhovedet. Men….. ja, jeg ved sgu ikke rigtigt. Men altså… jeg giver det et forsøg. Det værste der kan ske, er at jeg ikke kan klare det, og skal sygemeldes igen. Og så selvfølgelig at jeg ryger tilbage og skal kæmpe mig frem til hvor jeg er nu. Men det klarer jeg sgu nok. Nu må vi se hvordan det går.

Ellers var jeg til tandlægen i fredags. Jeg havde heldigvis ingen huller eller syreskader. Havde virkelig frygtet syreskaderne. Men der var heldigvis ikke noget. Desværre var jeg så dum at sige ja tak til nogle røntgenbilleder for det har vi åbenbart aftalt forrige gang at jeg skulle have lavet der i fredags. Så jeg turde ikke rigtigt sige, at jeg ikke havde penge til det. Regningen lød på næsten 450 kroner i alt. Og dum som jeg er, så vælger jeg at få regningen med hjem i stedet for at betale den derovre. Og eftersom jeg ikke har netbank skal jeg over i Danske Bank for at betale regningen, og det er der jo gebyrer på. Så ikke nok med de næsten 450 kroner. Der skal også gebyrer oveni. Flot, Sarah. Virkelig flot. Jeg tænker sgu heller ikke særlig langt. Jeg har absolut ingen idé om hvordan pokker jeg nogensinde skal overleve denne måned. Jeg synes, at jeg har en del udgifter denne måned. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

Derudover har jeg en samtale ude i OPUS i morgen, og så er der FFG bagefter. På onsdag skal jeg op på Glostrup hospital på Epilepsiklinikken. Jeg skal muligvis afsluttes derude. Det er i hvert fald hvad jeg har kunne læse mig frem til i min journal. Jeg håber virkelig.

Da jeg startede med at skrive det her blogindlæg havde jeg det egentligt helt fint. Jeg har haft en blandet dag. Men jeg havde overskud. Havde lige været ude at gå en tur, jeg havde fået lidt mad og jeg havde fået vasket tøj. Nu har jeg det ikke skidegodt. Jeg er virkelig trist. Føler mig alene igen. Føler ikke, at jeg er noget værd. Jeg har lyst til at græde, men jeg kan ikke. I stedet sidder jeg med en kæmpe klump i halsen og en knugende fornemmelse i brystet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg hader virkelig mine humørsvingninger. Jeg tror bare, at jeg stopper her.