tirsdag den 1. maj 2012
Lys i mørke
Klokken er 02:40 og mine øjne bliver ved med at falde i. Jeg er simpelthen så udmattet og træt, og vil egentligt helst sove. Men jeg tør ikke rigtigt. Jeg har en rigtig dejlig følelse i kroppen lige nu, som rent faktisk har holdt hele dagen, og jeg er så bange for, at følelsen vil være væk i morgen.
Jeg vil rigtig gerne fortælle lidt om min dag, for den har virkelig været god! Altså…. som I nok ved, har jeg haft nogle rigtige hårde uger med intet overskud overhovedet og intet indhold. Jeg har, uden overdrivelse, siddet på min seng de fleste dage og bare lavet ingenting. Der har skulle rigtig meget til bare at komme op og få noget at drikke og spise, jeg har ikke orket at gå i bad og jeg har slet, slet ikke orket at komme ud for en dør. Heldigvis bor jeg et sted hvor der er noget fantastisk personale. Ja, de er der meget få timer om dagen, men de er der i det mindste. Og det er sgu rart. Anne har blandt andet været rigtig god til at få mig ud af døren og få hjulpet mig med at få indtaget noget, mens Jan har været der til at snakke og sådan. De er sgu gode. I går aftes skrev jeg med Kristina på facebook. Vi lavede en meget pludselig aftale klokken lidt i ti om aftenen, om at jeg skulle komme over og sige hej, hvilket jeg så gjorde. Det endte med, at vi sad til klokken to om natten og havde et timerslangt grineflip og planlagde en masse mærkelige ting, som vi nu altid gør, når vi er sammen. Da klokken så blev to, synes jeg lige, at jeg ville se at komme hjemad. Jeg kom dog først i seng omkring 4-tiden. Anyways…. klokken 9 i morges bankede Jan på døren, hvor jeg pænt bad ham om at skride, for jeg skulle altså sove videre. Han kom igen en halv time senere for at høre, om jeg lige ville snakke med ham. Det ville jeg egentligt gerne. Vi snakkede lidt frem og tilbage om alt og ingenting. Blandt andet om hvordan jeg havde det. Jeg var egentligt ikke rigtigt tilstede, for det eneste jeg kunne tænke på var, hvor meget han dog måtte fryse, når han valgte at dukke op i t-shirt og shorts. Så jeg blev nødt til at spørge ham, om han ikke frøs sindssygt meget. Men nej, det gjorde han ikke, og de havde også lovet op til 20 grader. Tyve grader! Wow. På det tidspunkt var jeg ret glad for, at jeg skulle til samtale klokken 15 ude i OPUS, for jeg skulle da ud i det gode vejr! Og nu jeg kiggede efter, kunne jeg da også se solen skinne ind ad vinduet. Utroligt at man ikke altid lægger mærke til sådanne ting.
Efter en lille snak, hvor jeg egentligt havde det helt okay, smuttede jeg lige i bad og hoppede derefter i noget tøj. Klokken var omkring 11:30 da jeg var færdig, og jeg havde lige en kort, men god og sjov, samtale med Kristina og Sara, hvorefter jeg hurtigt smuttede ned i Fakta efter en Pepsi Max som jeg havde cravet meget længe (er gået over til hindbærbrus light faktisk. Få kalorier, fantastisk smag. Men jeg havde nu savnet Pepsi Max). Det måtte jeg lige have. Derefter skulle jeg mødes med Anne nede foran Valgmuen. Vi skulle lige gå en tur og ordne lidt forskelligt. Det var rigtig rart at gå en tur med hende. Det er på en eller anden måde mere frit at snakke med folk ude end at sidde inde på værelset og snakke. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men det er min erfaring, at jeg har det bedst med at snakke med folk (især personale) på gå- og cykelture. Så det var en rigtig god tur, hvor vi også fik snakket om lidt af hvert. Da jeg kom hjem satte jeg lidt musik på og sang og dansede inde på mit værelse (ikke noget kønt syn, vil jeg lige hilse og sige). Da klokken blev omkring 14 gjorde jeg mig klar til at gå ned mod Nørreport station. Jeg skulle ud mod Amager til samtale. Det er længe siden, at jeg har været til samtale. Det gik egentligt fint. Eller sådan okay, vil jeg mene. Der var få negative ting ved den samtale, men det ødelagde heldigvis ikke min dag eller noget som helst. Anne havde tidligere på dagen ringet til Elisabeth og udtrykt bekymring for mit helbred fordi min hukommelse er blevet mere dårlig end den plejer at være, og jeg er blevet afkræftet og er også besvimet en del gange her på det sidste. Så Anne følte, at hun var nødt til at gå videre med det. Fair nok. Så Elisabeth var interesseret i at snakke kur og vægttab med mig. Jeg fortalte lidt om mit vægttab, og Elisabeth sagde så, at hun ikke rigtigt kunne se, at jeg har tabt mig. Til det sagde jeg, at det kunne jeg heller ikke, men jeg havde fået at vide, at det kunne ses. Elisabeth svarede ”du har stadig nogle tykke lårbasser”. Stadig. Det vil sige, at jeg altid har haft tykke lår. Jeg blev sådan lidt…. ja, jeg ved sgu ikke rigtigt hvad jeg blev. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad for, at hun sagde sin ærlige mening og rent faktisk er enig med mig, eller om jeg skulle være ked af, at hun synes jeg har tykke lår. Resten af samtalen gik fint. Vi kom vidt omkring. Ikke nogen speciel meningsfuld samtale, men vi fik snakket. Efter samtalen tog jeg hjemad, og loggede på MSN, hvor den skønne Kristina var online. Vi fik hurtigt fikset en date, og jeg tog hen mod Kristina. Hende har jeg været hos det meste af eftermiddagen og aftenen. Det har været SÅ hyggeligt. De sidste par gange vi har været sammen, har jeg bare været i så godt humør. Mit humør har været bedre, mit overskud har været større og jeg har egentligt haft det sådan helt fint. Virkelig skøn følelse!
Nå, men klokken er nu 03:08 (ja, det tager temmelig langt tid at skrive blogindlæg, stalke folk på facebook og skrive med venner på MSN på samme tid), og jeg har stadig en helt fantastisk følelse i kroppen. Jeg har lyst til at slet ikke at lægge mig til at sove, for jeg er så fandens bange for, at følelsen er væk i morgen. Eller det er så senere, ikke? Men jeg er nødt til det. Jeg har nogle ting jeg skal have ordnet. Jeg skal op omkring 9-tiden, for jeg skal i LIDL og have købt nogle ting, og hvis de ikke har de ting i LIDL ved Lygten, så tager jeg sgu hele vejen ud til Amager for at kigge efter det. Derefter skal jeg hjem til Kristina omkring 12-tiden, hvor jeg nok bliver nogle timer. Jeg har lovet at følge hende til psykolog, for, nysgerrig som jeg er, vil jeg rigtig gerne møde hendes psykolog. Jeg vil virkelig gerne se hvordan hun ser ud, for jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal forestille mig. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal lave resten af dagen. Men jeg finder sgu nok på noget!
Egentligt har jeg ikke så meget på hjerte. Jeg ville bare lige give lyd fra mig og fortælle, at selvom jeg har haft nogle dårlige dage (uger nok nærmere), så har jeg haft en rigtig god dag i dag! Der kan sgu godt være lys i mørke tider, så jeg tror egentligt at udtrykket med en tunnel er lidt forkert, for jeg tænker sådan lidt, at hvis man befandt sig i en tunnel, ville der kun være lys for enden, og jeg er langt fra enden lige nu. Jeg ved ikke hvad det så er, men måske noget med nogle sprækker i, for selvom jeg har vandret i mørke længe, så har der sgu været en sprække med lys her i dag, og det er virkelig skønt! Og det er sådanne dage, sådanne øjeblikke, der giver mig lyst og mod til at kæmpe videre. Det er sådanne ting jeg skal huske på i mørke tider, så jeg kan holde hovedet højt og fortsat kæmpe, selvom det er pissesvært. Enhver der siger andet, har vist aldrig prøvet at stå i så meget lort her før. Det er hårdt. Det er SÅ hårdt. Men kampen er værd at tage. Der er mere på den anden side. Der kommer flere og flere sprækker efter lang vandring og det bliver bedre. Det gør det virkelig. Det føles tit uoverskueligt, uoverkommeligt og det føles virkelig, som om det aldrig bliver bedre, som om man aldrig kommer ud og over på den anden side, som om man altid vil stå i det her, men jeg tror på, at hvis man kæmper, så kan man sgu alt. Ingen benægter at det er svært, men som en meget vis mand (Dumbledore, haha) siger ”sometimes we have to choose between what is right and what is easy”. Og med de kloge ord, vil jeg stoppe for i dag og hoppe på hovedet i seng.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar