En masse blandet - igen

Okay, øhm… jeg er træt. Jeg er virkelig træt og udmattet og grædefærdig og jeg gider ikke mere. Jeg gider slet ikke at tænke eller føle mere. Men lige nu har jeg ikke rigtigt noget valg. Eller jo, man har altid et valg. Men jeg nægter at give op lige nu. Jeg vil ikke dø. Der er så mange gode ting ved livet. Der er så mange ting jeg gerne vil nå, opleve og prøve. Der er så mange ting jeg drømmer om, som holder mig oppe. Det er små ting, men de er der, og det er egentligt det, der betyder noget. Det er det der med at stå op om morgenen efter at have sovet, måske ikke igennem, men sovet, for så at vågne, trække gardinet for og bare stå og kigge ud i den ekstremt grimme gård, men alligevel kunne smile fordi solen skinner, fordi man kan mærke varmen, fordi man har planer for dagen, fordi man har noget der kan og vil aflede og holde en oppe. Måske ikke særlig længe, men bare for a while. Og det er egentligt det, jeg prøver at holde fast i. Lige her for tiden er jeg gang i et projekt med Kristinas fødselsdagsgave, som jeg synes er rigtig hyggeligt at gå og nusse med og planlægge og ordne. Så kan man da selvfølgelig godt få nedture alligevel. Det kan ske, at tankerne og følelserne ligesom tager overhånd og man det ene øjeblik har siddet og haft det helt okay, hvor man det næste øjeblik bare er så trist og ikke kan overskue noget. Det skete for eksempel her i dag. Jeg var lige kommet hjem, havde stået og snakket med min nabo lidt og lavet lidt sjov. Så kommer jeg ind på værelset, sætter mig ned og tænder computeren. Allerede der kan jeg mærke, at det er på vej. Prøver at aflede mig selv som jeg har lært det, men det kommer alligevel. Og det kommer hurtigt. Bliver så ufattelig ked af det og jeg ender med at sidde og græde, mens jeg desperat forsøger at få fat på noget personale. Det lykkedes ikke. Kunne komme i kontakt med en, men den hjemmevejleder var ikke herude her til eftermiddag, og de to andre kan jeg ikke få fat i. Så jeg sidder og hyler endnu mere, fordi det virkelig er pissesvært for mig at kontakte folk når jeg har det dårligt. Fordi det er rigtig svært for mig at komme til folk når jeg har det dårligt, at bede om hjælpen, at give udtryk for, at jeg ikke har det godt. Det er rigtig svært at skulle sige til et andet menneske, synes jeg. Jeg ender med at begynde at skrive alt muligt random. Som ikke omhandler mine tanker og følelser. Som omhandler noget somatisk. Det er svært at koncentrere sig om i starten, men jo mere jeg får skrevet, jo mere afledt bliver jeg. Indtil jeg på et tidspunkt er så meget afledt, at jeg er i stand til at rejse mig, tage noget tøj på og gå en lang tur. Før turen havde jeg siddet og tænkt rigtig meget over hvordan jeg har det. Blandt andet hvordan jeg har det fysisk. Og der har jeg det ikke skidegodt. Jeg har ret mange…. skal man kalde dem symptomer? I don’t know. Men det er på ingen måde rart. Mine smerter er taget til. Har siden jeg blev udskrevet fra kardiologisk i november haft smerter sådan lidt on/off, men her det sidste stykke tid, er de bare taget til og er blevet værre. Hvor jeg før ”kun” havde jagende brystsmerter og rigtig meget åndenød, har jeg nu flere ”symptomer”. Smerterne er nogle gang i højre side, andre gange i venstre. Som om de skide smerter, ikke kan finde ud af, hvilken side de vil bosætte sig i. Men okay, det er også et svært valg. Skal man bo til højre eller til venstre, når man nu frit kan vælge? Eller skal man virkelig vælge én side? Hvorfor ikke bare fise lidt frem og tilbage mellem hver lejlighed? Det er da luksus at kunne. Så er der også en trykken for brystet. En slags knugende fornemmelse. Ikke som når man skal til at græde. Anderledes, synes jeg. Som om der er noget tungt der ligger lige midt på brystet så det er besværligt at trække vejret ordentligt. Men det er ikke udenpå det gør ondt, selvom det føles som om der ligger noget. Det er inde bagved agtigt. Der er stadig åndenød. På ingen måde som i november hvor det virkelig var slemt, men nok til at det er forstyrrende og at jeg har brug for at trække vejret rigtig dybt en del gange. De dybe vejrtrækninger giver mig desværre bare ondt i halsen. Sådan i højre side. Ikke hele vejen op til kæben, men næsten. Og så bliver jeg svimmel. Tror jeg trækker vejret for dybt. Så var der jo også det der helt ekstreme sidestik her den anden dag. Vi lå på en 9’er (tør ikke sige ti til noget, for jeg er ret overbevist om, at lortet kan blive værre). Det var virkelig smertefuldt. Lå bare krøllet sammen og trak vejret meget overfladisk, fordi det gjorde mere ondt at trække vejret ordentligt eller dybt. Det var i højre side. Da sidestikket var ved at aftage, begyndte der at komme nogle smerter omme bag på ryggen. Også i højre side. Sådan lidt længere oppe på ryggen. Kan vise det, ikke forklare det. Kan ikke forklare den smerte. Det gjorde ondt og det var ret ubehageligt. Men jeg kan ikke rigtigt forklare hvordan ondt det gjorde, for jeg har ikke prøvet noget der ligner før, så det er svært at beskrive når man ikke kan sammenligne. Så er smerterne jo også gået ud i mine arme nogle gange. Det er oftest venstre. Meget sjældent højre. Oftest bare venstre overarm, men nogle gange har det også været i hele armen. Nogle gange har det været på indersiden af venstre overarm, andre gange har det været i hele overarmen. Sidst det gik ud i armen, gik det ikke helt ud i armen, der sad smerterne bare under armen. Ikke selve armhulen, men den knogle der ligesom stikker lidt ud mod resten af verden. I don’t know. Jeg får til tider også stød-agtige smerter i mit kraveben i højre side (det lader til, at de bedst kan lide højre, de kære små putter?). Dem får jeg kun nogle gange når jeg laver nogle bestemte bevægelser med min højre arm. Når jeg skal klø mig. Altså… hvis det klør på venstre side af ryggen og jeg tager højre arm op mod min ryg sådan at hånden kan hvile på min venstre skulder og at albuen ligesom stikker ud foran min hals. Så kan jeg få smerterne. Nogle gange kan jeg endda komme helt ned på min ryg for at klø, før smerterne kommer. Andre gange er det ”omvendt”. Der klør jeg nedefra. Altså tager min hånd om bag på ryggen op til venstre skulderblad nedefra. Der kan smerterne også komme. Men de kan heldigvis også blive væk. Det er bare ret trælst, for jeg ved ikke hvornår jeg kan klø og hvornår jeg ikke kan, så jeg er nødt til at prøve mig frem, også kan det jo komme til at gøre ondt, og det er aldrig sjovt. Jeg ved ikke, om det hele har noget med hinanden at gøre, men det er i hvert fald symptomer jeg har, og symptomer som ikke er rare. Så er der også det der med bade der. Jeg får det – NOGLE GANGE – dårligt fysisk mens jeg er i bad. Det sortner for øjnene, jeg kan ikke høre noget (er ikke helt klar over, om det er fordi det suser for ørerne, men det tror jeg ikke) og så bliver jeg varm i baghovedet så jeg har det som om, at jeg er meget tæt på at besvime. Bliver nødt til at gå ud af kabinen og sætte mig ned indtil jeg kan se og høre ordentligt og indtil jeg ikke er varm. Det er virkelig, virkelig ubehageligt og jeg er ret bange for, at jeg en dag besvimer. Det er ikke sket endnu, at jeg er besvimet i badet, men det kan jo ske, og det er ret risikabelt at besvime når man er alene og der ikke er nogen til at vække én. Og så på så hårdt et gulv som der jo er ude på badeværelset. Ikke god kombi. Åh, jeg er så dårlig til at forklare. Men okay, jeg har da givet det et forsøg. Lyder sikkert som en eller anden opmærksomhedskrævende, lille tøs der bare har brug for at fortælle hvor forfærdeligt jeg har det. Har bare lige brug for at skrive det så jeg har det stående et sted. Nå, men af en eller anden grund, fik det mig til at tænke, at jeg kan se alt det på skrift. Jo, jeg kan mærke det, og det er da virkelig ikke særlig fedt at rende rundt med smerter, men på en eller anden måde gik det bare op for mig hvor slemt det egentligt er blevet. Så jeg vil prøve at tage mig sammen og ringe til min læge. Nævner det selvfølgelig lige til Elisabeth, og så kontakter jeg min læge. Hun er hæslig. Jeg kan virkelig ikke tage hende, men jeg kan samtidig heller ikke tage at det her fortsætter. Og hvis det udvikler sig eller sådan…. det ville ikke være så godt.

Wow, undskyld det meget lange indlæg om somatiske gener. Det var egentligt ikke lige meningen, at det skulle blive så langt. Men… ja… da jeg skrev det gik det bare op for mig, at hvis lægerne har ret (tror ærlig talt ikke rigtigt på det), så er iltmanglen i hjertet selvforskyldt på grund af tidligere undervægt, svingende vægt og for mange opkastninger. Men lad os antage, at de kloge hoveder har ret: Jeg har gjort det her mod mig selv. Det her er min skyld. Smerterne er min egen skyld. Jeg har gjort det her. Og hvis jeg ikke tager mig gevaldigt sammen, så kan det bare gøre alting meget værre. Og det er bare ikke det jeg vil. Men… argh, hvorfor skal det være så svært? Jeg vil virkelig gerne have det bedre og komme ud af det her. Men det er også bare så pissesvært og jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre. Det ville gøre alting nemmere hvis jeg fik en liste over hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Om det så er ting jeg skal gøre dagligt, ugentligt eller whatever altså. Det er bare rigtigt svært sådan her, for jeg ved ikke hvad jeg gør og ikke gør og sådan. Kan så godt regne ud, at jeg ikke må kaste op, hvis hovederne har ret. Men det er jo bare så pissesvært. Så ryger jeg jo bare tilbage til afføringspillerne. Tager dem en gang imellem, men jeg kan styre det. De styrer ikke mig på nogen måde. Og hvis jeg ikke må kaste op, hvad pokker skal jeg så gøre? Skære? Forstuve fingre? Knalde hovedet ind i væggen? Åh, jeg kan ikke finde rundt i det her. Okay, jeg skulle måske bare have holdt mig til det somatiske for nu er der kaos i mit hoved igen.

Der er faktisk noget jeg ikke har, kunne forstå. For noget tid siden (tror det var i starten af måneden) tabte jeg mig en del. Tabte mig næsten ti kg. Desværre var jeg så dum at begynde at spise igen, så jeg tog cirka to kg på, før jeg stoppede med at veje mig, for jeg turde simpelthen ikke. Jeg var bange for, at vægten ville fortsætte med at gå opad. Så jeg har ikke vejet mig længe. Omkring 5-tiden i morges (har ikke kunne sove i nat) gik jeg i bad, og da jeg kom ind på værelset igen, syntes jeg lige, at jeg ville veje mig. Jeg var virkelig, virkelig bange. Har stået foran vægten så mange gange, især her på det sidste, men jeg har ikke turde træde op på den. Det har virkelig været skræmmende. Jeg ved ikke hvad der fik mig til at veje mig i morges. Jeg havde bare brug for at vide det, tror jeg. At se et tal. Beviser. Så jeg trådte op på vægten iført en T-shirt og nogle trusser. Jeg var virkelig bange, for i går havde jeg indtaget fem Oreo’s, en lille pakke rosiner og en masse Pepsi Max. Men jeg havde virkelig behov for at se det skide tal. Så jeg vejede mig. Og jeg har tabt mig. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal tænke eller tro. Jeg har tabt mig en del, faktisk. Hvis man skal tro vægten. Tør virkelig ikke. Må seriøst lige crashe en andens vægt, for jeg er så bange for, at der er noget galt med min. Jeg kan da umuligt have tabt mig. Og da slet ikke så meget. Jeg har jo spist, for pokker! Jeg har haft adskillige ædeflip hvor jeg egentligt har beholdt lortet nede. Jeg har ikke kastet op. Jeg har ikke taget afføringspiller. Jeg har ikke tvangsmotioneret. Hvordan kan jeg så have tabt mig så meget? Jeg forstår det ikke. Men hvis det er rigtigt, klager jeg da ikke. Nå, men så her omkring 10-tiden i morges, ringede Anne til mig og spurgte, om jeg ville med hende ned i Fakta og handle ind, for vi manglede nogle ting i Valgmuen. Det ville jeg gerne, skulle bare lige i noget tøj først. Så op af sengen, sætte noget høj musik på, halvt danse og halvt tage tøj på. Da jeg så har fået tøj på, stiller jeg mig foran spejlet fordi jeg skal sætte mit tørklæde, og har brug for at se, at det er sat nogenlunde okay. Desværre kan jeg ikke stille mig foran et spejl uden at stå og nærstudere min krop. Det er især mine ben der får et par ekstra blikke og en skaber en del kaos i mit hoved. Blikket falder med det samme på mine lår. Kigger på dem fra forskellige vinkler. Stiller mig med front mod spejlet igen og begynder med at spænde lårmusklerne. Mine lår så egentligt okay ud der da jeg spændte. Altså sådan helt okay! De så normale ud. Lige på grænsen til at være tynde. Jeg blev ved med at stå og stirre og spænde mine muskler, fordi det var så mærkeligt at se sig selv i spejlet og egentligt tænke, at hvis mine lår så sådan ud hele tiden, så ville jeg egentligt godt kunne lære at acceptere dem. Det var godt nok…. wow. Ej, det var altså meget mærkeligt. Fandt dog hurtigt ud af, at man ikke kan gå og spænde musklerne i lårene samtidig. Det ligner, at man har skidt i bukserne, hvis man spænder og går. Tog så ikke mere end fem skridt, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte lade være, så folk ikke begyndte at kigge skævt til mig.

Hm, ellers går det egentligt ret meget op og ned. Det hele er så blandet og så kaotisk. Jeg har det ikke skidegodt, men jeg prøver at tage afstand til tankerne, for jeg orker virkelig ikke at tænke de tanker jeg går med. Men jeg ved så også bare, at jeg ikke kan blive ved med at skubbe tankerne i baggrunden. Det kan jeg ikke. Men bare de der timer her i dag hvor tankerne rent faktisk fik lov at komme frem og blev tænkt var for meget. Jeg følte mig så opgivende. Så magtesløs. Jeg havde ingen idé om, hvordan pokker jeg skulle komme igennem dagen på. Og eftersom jeg ikke sover ret mange timer her for tiden, har jeg også natten jeg skal igennem. Og så er der i morgen, som sikkert kommer til at blive mindst lige så blandet. Og onsdag. Torsdag. Fredag. Og så er der weekenden. Weekenderne som bare er et helvede at komme igennem fordi jeg bare er overladt til mig selv og ikke har nogen at komme til, og det er bare rigtig svært at vide, man skal klare alting selv i to dage. Og så er der næste uge. Og ugen efter. Og sådan fortsætter det. Det lyder af ingenting, men hold kæft hvor er det hårdt. Det er virkelig, virkelig belastende, og jeg har ikke den mindste idé til, hvad jeg kan gøre, for at det gør noget nemmere at komme igennem. Jeg har virkelig ingen idé. Jeg synes bare, at alting er uoverskueligt lige nu.