Brev til mine forældre

Kære mor og far,
Jeg er ked af, at tingene skal være sådan her. Jeg er så ufattelig ked af det. Men det syntes bare at være den eneste vej ud. Jeg er så skide ked af, at jeg aldrig gjorde jer stolte af mig. Jeg er så ufattelig ked af, at jeg ikke blev som I havde håbet på. Jeg er så ufattelig ked af, at jeg ikke er andet end én stor skuffelse. Jeg er så ked af det. Jeg ville allerhelst bare gerne gøre jer glade. Men jeg fejlede. Jeg kan ikke undskylde nok. Jeg forstår godt, at I sagde, at jeg var en fejl. Jeg forstår godt de gange I sagde, at I ville ønske, I ikke havde fået mig. Jeg forstår godt de gange I sagde, at det eneste jeg kan finde ud af, er at såre andre. Jeg forstår det hele. Det gør jeg virkelig. Men derfor er jeg stadig ked af det. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage i tid og ændre alt det jeg gjorde. Men så igen…. hvis jeg kun ændrede det jeg gjorde, ville tingene så se bedre ud i dag? Er det ikke alle parter der skal ændre sig og forbedre sig, før at tingene kan fungere? Jeg ved det ikke, men det tror jeg.
Jeg savner jer. Eller jeg ved ikke, om jeg savner jer. Men jeg savner nogen. Jeg bliver så glad og ked af det på samme tid hver gang jeg ser små børn med deres forældre på gaden. Glad fordi de har nogle. Trist fordi jeg ville ønske, jeg selv havde det de har. Selvfølgelig kan man ikke vide, om tingene er så perfekte som de ser ud til, men hvor må det dog bare være rart, at få et kram af sine forældre. Hvor må det være rart at få at vide, at ens forældre holder af én. Ikke nødvendigvis elsker, bare holder af. Hvor må det være rart, at ens forældre snakker ordentligt til én og gerne vil bruge tid på én. Hvor må det være rart, at ens forældre ikke hele tiden skader én på alle mulige fysisk og psykisk tænkelige måder. Hvor må det bare være rart. Jeg vil virkelig gøre alt for at opleve det. Bare en uge med forældre der rent faktisk gerne vil mig. Bare et par dage. Bare en enkelt dag.
Jeg ved ikke hvor længe det her kan fortsætte. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive ved. Det gør så ondt, at I er så tæt på, men alligevel så langt væk. Jeg ved ikke hvad det her ender med. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Men indtil jeg finder ud af det, vil I så ikke være sød at passe på A? Please. Han betyder virkelig meget for mig. Jeg ved, at I højst sandsynligt ikke kan, men bare giv det et forsøg, okay? Bare prøv.

 - Sarah