En masse blandet lort, som jeg ikke ved hvad jeg skal kalde

Jeg er blevet afsluttet på Epilepsiklinikken i dag. Det er, efter cirka halvandet år, endelig lykkes mig at overbevise de skide læger deroppe om, at jeg ikke har epilepsi og aldrig har haft det. Ja, min EEG og MR er ikke ”normal” og viser tegn på epileptisk aktivitet i min hjerne, men jeg har aldrig fået krampeanfald, uforklarlige besvimelser eller absencer. Aldrig. De gange jeg er besvimet, er det enten fordi jeg har fastet længe eller har kastet op på tom mave, nogle gange efter at have fastet. Derfor er jeg besvimet. Ellers ikke. Og det andet har jeg aldrig mærket noget til på nogen måde. Jeg ville et eller andet sted ønske, at mine hallucinationer og angstanfald rent faktisk var epileptiske anfald, men det er de ikke. I don’t know. Det er ”federe” at have en epilepsidiagnose end en skizofrenidiagnose. Jeg ved godt, jeg ikke lyder særlig sød, når jeg siger det, men det er bare hvad jeg tænker. Nå, men ellers er det ikke gået sådan skidegodt. Har snakket kort med Anne i dag. Om samtalen i går og om hvordan pokker jeg skal komme igennem de næste par dage og weekenden, når der først er personale jeg kender igen på mandag. Det er helligdag i morgen, og dem der kommer til morgenmaden på fredag er ikke folk jeg kender særlig godt. Jeg har mødt nogen af dem én eller to gange. Og de er sikkert skidesøde, men jeg orker bare ikke at snakke med folk jeg ikke kender. Så skal jeg åbne mig op og forklare og fortælle og beskrive og det orker jeg ikke. Jeg orker det virkelig ikke. Anne spurgte, om jeg ville indlægges. Som om de på nogen måde vil indlægge mig oppe på psyk. Og så endda på voksen BBH. Det gør de sgu ikke. Jeg er ikke suicidal eller psykotisk eller til fare for mig selv eller for nogen på nogen måde. Så jeg bliver ikke indlagt fordi jeg er trist, konstant græder, siger jeg ikke gider mere og har billeder og film i hovedet. Det bliver jeg sgu aldrig indlagt for deroppe. Min mor skrev til mig i dag. Klokken 13:14. Hun spurgte hvordan jeg havde det og hvor jeg var. Hvad? Hvorfor fuck spørger hun hvor jeg er? Mærkeligt. Orkede ikke at svare på hvordan jeg havde det. Ikke når hun spørger. Ikke lige efter alt det her. Så jeg svarede bare, at jeg var hjemme, og så spurgte jeg, hvorfor hun spurgte. Hun svarede, at hun bare spurgte, for man hører jo ellers ikke rigtigt noget til mig. Det er nok også rigtigt nok. 13:35 skriver min bror så. Min bror jeg ikke har snakket med i en del måneder nu. Min bror som for langt tid siden sagde, at han ikke ville have særlig meget at gøre med mig og i hvert fald ikke ville følges med mig på gaden. Han skrev og spurgte hvordan jeg havde det. Skrev i samme besked at han var ked af, at han ikke havde fået skrevet eller ringet her på det sidste, men han havde haft så travlt med lektier, at han endda havde været nødt til at droppe træningen (så ved man sgu, at drengen har travlt). Det er også fint nok. Knægten går i 2.g. Selvfølgelig har han da travlt. Og så er der vel terminsprøver og eksamenslæsning nu. Snart læseferie og alt sådan noget. Og min bror går bare rigtig meget op i sin skole og sine resultater i skolen. Han får topkarakterer i alt, men kæmper fandme også for det. Så det har jeg fuld forståelse for. Nå, men om vi ikke snart skulle finde ud af noget. Og så er det, at jeg bliver forvirret. Hvorfor skal vi lige pludseligt finde ud af noget? Skrev tilbage, at jeg ikke forstod ham. Startede selvfølgelig med at skrive, at det på ingen måde var for at være ond eller noget, men jeg forstod ikke, hvad han ville finde ud af, når han alligevel ikke vil følges med mig på gaden. Det her er på ingen måde for at gøre mig selv til noget jeg ikke er, men efter jeg flyttede er han bare blevet lige så fanatisk som mine forældre. Som om jeg rent faktisk formåede at banke noget fornuft ind i hovedet på stumpen da jeg boede hjemme. Det har bare ændret sig rigtig meget efter jeg flyttede. Han skrev, at vi kunne da bare lave noget hjemme hos dem. Sætte en film på eller sådan. Fandme nej. Jeg skal sgu ikke hjem til dem hvor min far er og alt muligt. No way. Og i hvert fald ikke lige nu. Jeg synes, at jeg har rigeligt i mit hoved nu. Han skrev, at han kun gjorde det for at støtte og rådgive mig fordi han ikke var enig med mig i de valg jeg havde truffet (det skal lige siges, at grunden til at han ikke vil følges med mig på gaden er fordi han mener, at min påklædning ikke er islamisk korrekt, hvilket jeg gerne vil give ham ret i, at den ikke er. Men det her er mit valg. Jeg er klar over hvad jeg gør og hvad jeg har valgt. Jeg vil have lov til at gå i præcis det tøj jeg har det godt i. Det skal hverken han eller nogen anden bestemme over). Og så kom han med et eksempel…. Hvis jeg havde en ven, veninde eller et familiemedlem som røg… ville jeg så støtte personen i rygningen eller ville jeg forsøge at få personen til at holde sig fra at ryge? Ville jeg fortælle personen at det var godt at ryge, eller ville jeg fortælle personen om de skader rygning kan give? Skrev tilbage, at hvis jeg kendte en som røg, ville jeg egentligt ikke blande mig så meget i det. Jeg synes selvfølgelig ikke det er smart at ryge, når det skader én så meget (okay, jeg er ikke en skid bedre, tilgiv mig min dobbeltmorale), men jeg ville ikke blande mig så meget i det, for er man gammel nok til at købe smøger, er man sgu også gammel nok til at kende til de risici der er ved rygning. Jeg skrev, at jeg da i hvert fald ikke ville nægte at følges med folk på gaden, hvis personen røg på åben gade mens jeg gik med vedkommende. Hvad pokker hjælper det? ”Ej X, jeg kan simpelthen ikke gå med dig, når du går og ryger ved siden af mig. Tænk hvad mine venner vil tænke, hvis de ser os sammen!”. Kan I høre det? Jeg kan. Og det er sådan han er. Han vil ikke følges med mig, fordi, har han sagt, at han ikke vil have, at hans venner skal se, at jeg går i så ”forkert” tøj som muslimsk pige, nu hvor jeg også går med tørklæde. Jeg skrev, at hvis jeg valgte at tilbringe min tid med et andet menneske eller hvis jeg rent faktisk holdte af en anden, jamen så ville jeg sgu acceptere og respektere det menneske præcis som det var, OGSÅ med dets eventuelle fejl og mangler. Han har ikke svaret endnu. Jeg er lidt i vildrede. Har lyst til at ringe, for det ville gøre alting nemmere at kunne snakke om det end at skrive, men på den anden side, så har det intet godt gjort, at modtage SMS’er fra ham, så hvad ville det ikke gøre, hvis jeg hørte hans stemme? Jeg ved ikke, om jeg lyder ond nu. Men jeg orker det ikke. Ikke lige nu. Måske en anden gang. Jeg ved det ikke. Og så er det egentligt også lidt nemmere at skrive ting, fordi man så kan læse det hele igennem inden man sender, man kan rette til og slette og tilføje noget, hvis man synes, det mangler. Man kan sørge for, at det man sender af sted, er noget, man er nogenlunde tilfreds med. Ender helt sikkert med at sige en masse uforståeligt pis, hvis jeg ringer ham op. Det plejer jeg at gøre. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har siddet og grædt siden jeg snakkede med Anne omkring 13-tiden her tidligere i dag. Jeg har banket hovedet ind i væggen, for at få det hele til at gå væk, men billederne og filmene er der stadig. Han er der stadig. Jeg kan mærke og se det hele, og det vil ikke gå væk. Har været på skadestuen for at blive syet, og det har heller ikke rigtigt hjulpet på særlig meget at skære. Skar så heller ikke specielt dybt. Dybt nok til, at det skulle syes, men ikke dybt nok til, at det hjalp. Dumt. Rigtig dumt. Nu når jeg allerede var i gang med at skære, hvorfor fanden gjorde jeg det så ikke ordentligt? Jeg er mærkelig. Jeg forstår virkelig ikke mig selv.
Ellers har jeg ikke rigtigt lavet noget i dag. Øhm… ja.. jeg har været i gang med en mail til Elisabeth de sidste mange timer. Anne synes, at det var en god idé at gøre hende opmærksom på, hvordan jeg har det og har haft det. Den fylder tre sider i word, så jeg ved ikke, om jeg tør sende den, for jeg synes, at det er lidt ondt af mig, at tvinge hende til at læse en lang mail som egentligt ikke er særlig interessant eller noget. Så… nu må vi lige se, om jeg får sendt lortet. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre nu. Jeg orker ikke rigtigt noget. Så jeg tror egentligt bare, at jeg vil smutte igen. Havde bare lige brug for at update.
By the way jeg undskylder på forhånd for eventuelle stavefejl. Eller grammatiske fejl. Eller bare fejl. Jeg er så træt i hovedet og orker ikke at læse det jeg har skrevet igennem for at tjekke og rette.