Hård samtale

Jeg er næsten lige kommet til mig selv igen. Jeg har været ude i OPUS til samtale med Elisabeth. Hun startede med at spørge, hvordan jeg havde det. Jeg både hader og elsker det spørgsmål, men her på det sidste har jeg bare manglet at nogen rent faktisk har gidet spørge og lytte, så det var rart, at hun spurgte. Jeg svarede, at det ikke gik skidegodt. Lang pause. Hun spurgte, om hun skulle spørge ind til det, eller om vi skulle snakke om noget andet. Pause igen. Hun måtte godt spørge, sagde jeg. Det var rart at få det sagt, men det var samtidig også bare rigtig, rigtig svært, at sige, hun skulle spørge. Men hun stillede mange rigtige spørgsmål. Og på en eller anden måde, kommer vi så til at snakke om mine forældre. Jeg tror, at det var hende der spurgte, hvordan det gik der i tirsdags efter jeg havde været på jobcenteret med hende. Skulle mødes med min mor bagefter. Så jeg tror det var der, hun ligesom spurgte, hvordan det var gået. Jeg fortalte, at det havde været rigtig hårdt for mig at se hende. Jeg fortæller hende blandt andet at jeg stadig overvejer hvorvidt jeg skal droppe kontakten til familien eller ej. Vi laver en plus/minus-liste over det at droppe kontakten til dem, og det at stadig have kontakt til dem. Vi opvejede det mod hinanden, og jeg kunne sagtens se, at det ikke på nogen måde er godt for mig at have kontakt med dem. Okay, jeg vidste det godt før vi lavede listen, men på en eller anden måde gør det noget andet at se det på papir. Jeg begyndte at snakke om ting jeg fortryder at have gjort eller ikke gjort, ting jeg ville ønske var anderledes og hvordan det hele har påvirket mig. Altså stadig forældre og barndom. Vi kommer så ind på overgrebene. Jeg tror, at det er første gang siden jeg som 14-årig underrettede kommunen, jeg rent faktisk har beskrevet hvordan det hele kunne se ud derhjemme. Jeg beskrev hvordan han opførte sig, hvordan min mor opførte sig, hvordan jeg reagerede og hvordan jeg havde det med det hele. Jeg synes faktisk selv, at jeg beskrev ret meget. Det skulle jeg måske ikke helt have gjort, for Elisabeth blev ret påvirket af det. Hun var ved at græde, og jeg kunne se og høre på hende, at hun blev vred. Det er mærkeligt. Har et mærkeligt forhold til vrede. Okay, det har jeg til de fleste følelser, men vrede er bare særlig svær at håndtere, synes jeg. Hun blev ved med at fortælle mig hvorfor det her ikke er min skyld. At mine forældre har svigtet. At jeg handlede rigtigt som 14-årig. Hun sagde, at hun for første gang i sit liv ville fortælle en ung, at hans/hendes familie ikke er god for ham/hende. For det er min familie åbenbart ikke. Og det synes hun, at jeg skulle vide. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Så jeg reagerede ikke. Vi har på det tidspunkt næsten allerede brugt hele timen på at snakke om de ting, og der er en patient efter mig, så E. har ikke tid til at trække samtalen ud. Jeg siger så, at jeg ærlig talt ikke orker FFG efter den samtale, og det havde hun heldigvis fuld forståelse for. Derefter tog jeg hjem. Jeg gav mig til at græde helt hysterisk og skrige. Det var det, jeg havde allermest lyst til. Og jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg ellers skulle reagere. Så det var nemmere bare at give efter og gøre hvad jeg havde mest lyst til. Det hjalp ikke rigtigt. Nu sidder jeg så med trætte øjne og er hæs. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har virkelig brug for, at der er nogen her til aften. Men jeg må klare mig selv. Igen. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg ellers skal gøre. Jeg orker ingenting.