En uge uden medicin

I dag har jeg ikke taget min medicin i en uge. Og man kan ikke ligefrem sige, at det går skidegodt. Det går mildest talt elendigt. Jeg har det så dårligt hele tiden. Kort sagt handler det om manglende overskud, selvmordstanker, skæretrang, ædeflips uden bræk, tankemylder, en snert af angst og virkelig meget kaos. Jeg burde ikke brokke mig, for det her er min egen skyld, men jeg kan virkelig ikke få mig selv til at tage det lortemedicin. Det er virkelig ikke fordi, jeg ikke vil. Jeg kan ikke. Jeg kan godt se, at min beslutning og mine tanker slet ikke er rationelle, men på en eller anden mærkelig måde giver det alligevel god mening i mit hoved. Jeg var til samtale med overlægen i OPUS i går. Hun sagde selvfølgelig alt muligt med, at der ikke kan være kalorier i det, for det er kalk, der binder stofferne sammen, hun sagde, at hvis jeg ikke begynder at tage min medicin, vil de indlægge mig på røde papirer, hvis jeg nægter at sige ja tak til en indlæggelse, så jeg kan få noget medicin, for det har jeg åbenbart brug for. Utroligt, at man skal stoppe med at tage lortet for at blive taget seriøst. Gertrud sagde by the way at der nok går en uge eller to før jeg bliver psykotisk igen taget i betragtning af hvor hurtigt jeg har kunne mærke en forandring. Jeg har ærlig talt svært ved at tro, at jeg måske snart bliver psykotisk. Det er sket før, men jeg kan ikke forestille mig, at det skulle ske igen. Men det er nok bare mig, der er lidt naiv.