Lortedage

Hold kæft nogle lortedage. Jeg har non-stop selvmordstanker og skæretrang næsten. Jeg skærer ret tit her for tiden. Og det skal syes. Det er bare ikke altid, at jeg ligesom har overskuddet til at tage op på skadestuen og få det syet. Nå, men i går havde en veninde ringet til OPUS og fortalt om mine selvmordstanker og -planer. Så Gertrud ringede til mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Vidste, at veninden havde ringet, så jeg tænkte også, at det var et spørgsmål om tid, før Gertrud ringede til mig. Elisabeth var nemlig syg. Så Gertrud ringede. Og jeg løj. Sagde, at jeg havde det fint og ingen selvmordstanker eller -planer havde. Jeg kunne ikke lige overskue at fortælle sandheden, for jeg var bange for en indlæggelse. Men så ringede Gertrud til Valgmuen og fortalte om venindens opkald og Gertruds opkald til mig. Anne vidste hvordan jeg havde det, for jeg havde tidligere meldt afbud fra træningen fordi jeg simpelthen ikke magtede det, og så tog Anne herover i Valgmuen og fik mig op, og vi gik en tur. Under turen fortalte jeg Anne om mine tanker og følelser. Kan egentligt ikke helt huske hvad jeg sagde, men vi fik snakket. Da Gertrud så havde ringet til Valgmuen kom Anne og Remy ind på mit værelse og ville snakke med mig. Anne spurgte, om det var sandt, at jeg havde konkrete planer, og det sagde jeg ja til. Kunne simpelthen ikke holde masken længere. Det var for svært. Så jeg var ærlig. Ville dog ikke fortælle hende om planerne. Ikke noget personligt, vil ikke fortælle nogle om de planer. Det er der ingen grund til. Men så sagde Anne så, at hun simpelthen ikke kunne gå på ferie velvidende, at jeg havde planer om at tage mit eget liv, og især når hun ikke vidste hvordan, hvornår eller noget. Så de besluttede sig for at ringe til psykiatrisk udrykningstjeneste. Som så ringede tilbage efter cirka tyve minutter. Men jeg blev så tvunget til at snakke med den psykiater de havde i røret. Han spurgte, om det var sandt, at jeg havde planer og tanker om selvmord, hvilket jeg svarede ja til. Han sagde så, at jeg måtte have det meget svært siden jeg havde planer. Til det sagde jeg, at jeg ikke havde det værre end alle andre. For det har jeg jo ikke! Jeg er bare en eller anden klam, opmærksomhedskrævende teenagepige som ikke kan styre sig selv. Jeg har det ikke værre end alle andre. Det kunne han ikke forstå. Så begyndte han at tale medicin med mig. Det talte vi længe om, for han kunne ikke forstå, at jeg godt kunne se det irrationelle i min frygt for kalorier i medicinen, og at jeg så ikke bare kunne tage medicinen. Det forstod han ikke. Men det er vist også meget uforståeligt. Han sluttede af med at sige, at jeg var meget veltalende, og derfor ikke kunne have det så dårligt. Og så fik han Anne igen. Ved ikke rigtigt hvad de snakkede om, for jeg gik ind på mit værelse, faldte sammen i sengen og græd og græd og græd. Kunne slet ikke stoppe. Var så.. ja, jeg ved sgu ikke hvad jeg var.. Trist, vel? Trist over at en fucking psykiater (ja, undskyld mit sprog) synes, at man ikke kan have det dårligt fordi man er veltalende. Jeg mener.. skal man virkelig være non-stop psykotisk eller sådan noget, før man kan have det dårligt? Gud, hvor ville jeg dog bare ønske, at jeg var kommet i behandling noget før, så jeg kunne tilhøre ungdompsyk lidt længere for det er SÅ meget bedre end voksenpsyk. Men det er der ikke rigtigt noget at gøre ved. Jeg traf mine egne valg, og det er egentligt kun min egen skyld, at jeg ikke kom i behandling noget før. Jeg kunne have valgt at skide på, hvad mine forældre mente og syntes, og så bare tage til lægen og forklare mine problemstillinger. Jeg er ikke sikker på, at det ville hjælpe, for de læger kan sgu være fucked nogle gange, men det ville vel være forsøget værd. Nå, men jeg græd. Og jeg var trist og udmattet. Mine selvmordstanker var ret voldsomme på det tidspunkt. Malene fik mig så til at ringe til Livslinien, for at snakke med en derude fra, og jeg er så glad for, at jeg fik ringet, for hende jeg talte med, var bare så sød. Virkelig sød. Jeg græd helt vildt, og kunne næsten ikke snakke, men hun snakkede med mig og forstod mig og beroligede mig, og det var lige det, jeg havde brug for. Hun var glad for, at jeg kunne se det irrationelle i frygten, men hun sagde, at det var en vrangforestilling, så hun kunne godt forstå, at jeg ikke turde tage min medicin. Hun sagde, at hun syntes, jeg skulle tage ud på psykiatrisk skadestue, for hun turde ikke rigtigt at tage ansvar for, at jeg ikke gjorde noget. Skiftede med vilje emne, og vi begyndte at snakke gode ting og motion. Vi fandt ud af, at jeg skulle sætte noget god musik på (rock) og prøve at dyrke lidt motion inde på mit værelse. Da vi afsluttede samtalen havde jeg det meget bedre. Var rolig, græd ikke og jeg var bare helt klar i hovedet hvor der før havde været helt utrolig meget tankemylder. Så meget, at jeg rent faktisk var bange for, at mit hoved ville eksplodere. Bogstavlig talt. Selvom det ikke er muligt. Men jeg var rolig og sådan, og kort efter samtalen, lagde jeg mig til at sove. Kunne endelig sove! Det var virkelig rart. Da jeg så stod op i dag, så det hele lige så sort ud som det gjorde i går. Selvmordstanker og skæretrang. En af mine rigtig gode veninder ringede til mig, og hjalp mig igennem de første par timer. Vi lagde ligesom en plan for, hvad der skulle ske og sådan, og det gjorde det mere overskueligt og overkommeligt. Desværre faldte jeg i og skar i mig selv så det skulle syes. Men jeg havde virkelig ikke overskud til at tage på skadestuen så den første halve time/tre kvarter sad jeg bare på min seng og på mit gulv og så blodet flyde. Min veninde ringede og hun hjalp mig til at rejse mig, få tøj på og sådan noget så jeg kunne komme ud af døren. Det var SÅ hårdt, men jeg kom afsted. Og det skulle syes. De var alle sammen rigtig søde ude på skadestuen, og jeg mødte min yndlingssekretær deroppe. Jeg var grædende og orkede næsten ikke at snakke, så jeg kom ind på en stue med det samme, og der kom en læge ind til mig næsten med det samme. Han havde syet mig før, og han var rigtig sød. De plejer ikke at spørge, hvordan jeg har det deroppe, men ham her spurgte, og jeg fortalte om det. Vi blev enige om, at jeg skulle tage hjem og pakke en taske og så tage ud på psykiatrisk skadestue og snakke indlæggelse med dem. Så jeg lovede det, og gik ned til bussen. Da jeg så kom til Nørreport, tænkte jeg, at det pis gad jeg fandme ikke! Jeg skulle ikke indlægges, og jeg ville ikke tage ud på skadestuen. Så jeg tog hjem, og havde det egentligt okay i en time eller halvanden. Men så fik jeg det dårligt igen. Kunne ikke overskue noget overhovedet, og ville bare så gerne skære for at lindre uroen i min krop (som jeg har fået rigtig, rigtig meget af efter medicinstoppet), men lægen som syede mig, havde smidt al min forbinding ud, og jeg havde ikke flere plastre tilbage (hvor dum har man lov til at være?), så jeg kunne ikke rigtigt skære, for jeg kunne hverken binde det ind eller noget som helst. Jeg lavede en aftale med en veninde om, at vi skulle ses her til aften på hendes bosted og snakke lidt med noget personale derfra, og det gjorde vi så. Jeg tog hjem til hende, og vi fik snakket. Det var rigtig rart at snakke med nogen man kender. Nu sidder jeg så hjemme på min seng og håber, at resten af aftenen går, for lige nu orker jeg simpelthen ikke flere dårlige timer. Så kryds fingre for mig. Det har jeg virkelig brug for.