Selvskade

Okay, jeg bliver nødt til at komme ud med det her. Jeg ved, at jeg kommer til at lyde totalt fucked og som en freak. Men jeg kan ikke tænke på andet her for tiden end skæretrang. Har ikke skåret mig siden torsdag d. 5. april. Hvilket er temmelig længe for mig. Jeg burde være glad. Men det er jeg slet, slet ikke. Jeg føler mig som en kæmpe fiasko. Jeg ER en fiasko. Tænk at droppe selvskaden så længe. Jeg er jo for fanden ingenting uden selvskaden! Jeg kan ingenting uden selvskaden. Det er selvskaden. Ikke mig. Jeg ved ikke engang hvem jeg er. Så det er selvskaden. Det eneste jeg kan tænke på lige nu er, at jeg så gerne vil skære. Dybt. Vil skære sener, vener, muskler og nerver over. Jeg vil nå ind til knoglen. Jeg kan godt selv høre, at det lyder totalt fucked, men det er det eneste jeg sådan rigtigt har tænkt på her de sidste par dage. Lige nu vil jeg bare så gerne skære. Men jeg orker ikke at rejse mig og hente mig grej, som jeg desværre har været så dum at gemme væk, fordi Sandra kom på besøg. Hvis jeg ikke havde fjernet det, var det jo bare om at læne mig forover og lige snuppe det. Jeg er fandme for dum. Gud, hvor er jeg dog bare dum altså! Kan slet ikke holde det her ud.
Jeg vil rigtig gerne give en update på, hvordan det ellers står til, men jeg ved ikke rigtigt, om jeg har lyst. Eller jo, det har jeg. Det går ikke specielt godt. Jeg savner at grine og smile og være glad. Jeg savner at have overskud og at kunne glæde mig over ting. Det er længe siden jeg har følt sådan noget. Alting er virkelig en kamp her for tiden. At komme op om morgenen, at komme i bad, at få tøjet på, at lave noget, så jeg ikke bare sidder på min seng hele dagen med computeren og en bamse, at spise, at komme på toilettet, at tage nattøj på og at komme i seng igen. Jeg orker virkelig ingenting. Jeg er så trist. Jeg savner så mange ting. Jeg har brugt det meste af denne aften/nat på at sidde og græde og rokke frem og tilbage og snakke med mig selv. Ikke at trøste mig selv, bare snakke. Som om der sad en ved siden af mig. Er blevet ved med at spørge om ”I ikke nok vil få alt det her til at forsvinde”. Er blevet ved med at sige, at jeg ikke kan længere. Er blevet ved med at spørge, om det ikke snart kan blive bedre. Jeg er blevet ved med at spørge, om jeg ikke nok må få et kram. Jeg blev ved med at snakke og spørge. Uden at der sad nogen på værelset. Uden at nogen kunne høre mig. Ret underligt egentligt. Selvom jeg faktisk gør det ret tit. Kan sagtens græde uden. Men når det er ret slemt, så snakker og spørger jeg. Det er egentligt lidt….. uhyggeligt, synes jeg. Men det er nok bare mig.
Jeg har tabt mig ret meget her de sidste par uger. Og i dag er jeg så startet på en halvtredsdages kur, som jeg har prøvet før et par gange. Men da jeg er så dum, som jeg er, og ikke har en skid selvkontrol, så er kuren altid endt i flip. I går tænkte jeg, at jeg ville prøve igen. Så i dag er jeg startet. Jeg håber virkelig, at det lykkes. Og ja, jeg er sikkert skide egoistisk og dum og hvad ved jeg, men det eneste jeg kan tænke på lige for tiden er at tabe mig og at skære. Det er det eneste der rigtigt fylder.
Jeg vil gerne skrive et eller andet fornuftigt. Et eller andet godt. Noget opmuntrende. Men jeg kan ikke rigtigt lige nu. Jeg føler mig så opgivende.