fredag den 30. marts 2012

Ar

Jeg både hader og elsker mine ar. Jeg ved egentligt ikke hvorfor fanden jeg elsker mine ar, når de er så grimme og store og når folk kigger på dem. Men det gør jeg alligevel. Men jeg hader den sandelig også. Meget endda. Især her når det er så varmt, og jeg ikke føler, jeg kan gå i korte ærmer eller shorts. Det er SÅ ærgerligt. Og varmt. Men... der er flere grunde til, at jeg ikke går og viser mine ar frem så tit. Først så skal jeg enten være ligeglad med folks meninger ellers skal jeg stole på mennesker før jeg kan gå i korte ærmer.. For eksempel her i Valgmuen kan jeg sagtens gå i korte ærmer. Ikke fordi jeg stoler specielt på dem jeg bor med, men mere fordi jeg ved, at de også har problemer, og hvis de ikke kan forstå selvskaden, må de spørge eller lade være. Jeg er kort sagt lidt ligeglad med hvad de tænker om mine arme og ben. Men hvorfor pokker kan jeg så ikke også være ligeglad med hvad fremmede tænker om mine ar og sår? Hvorfor er det så svært? Nogle gange skammer jeg mig over mine ar, og andre gange har jeg det fint med dem, men tør stadig ikke at vise dem frem. Det er virkelig et problem for mig, for jeg vil så gerne acceptere mine ar og mig selv, og kunne vise dem frem uden så mange tanker omkring det. Jeg er egentligt også bange for, at mine ar og sår trigger andre mennesker. Jeg ved godt, at selvskade ikke smitter, men jeg er bare så skidebange for, at hvis jeg f.eks. er blevet syet, og folk kan se mine sting, så er der en, der går forbi mig på gaden, som egentligt også er selvskadende, men som aldrig har skåret, så det skal syes, lige pludselig falder i en dag, tænker på mit sår og skærer så det skal syes. Jeg ved igen godt, at jeg ikke kan tage ansvar for sådan noget. Det kan jeg jo ikke. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Jeg ved ikke hvad pokker jeg skal gøre. Vil så gerne gå i korte ærmer. Skal f.eks. i Kongens Have med Rebecka på tirsdag, og det skulle blive godt vejr, og det bliver så megavarmt at sidde med lange ærmer og bukser på. Jeg ved, at Rebecka ville kunne acceptere mine ar, også når jeg viser dem frem, men hvad med alle andre mennesker? Sidste sommer kunne jeg sagtens gå i korte ærmer, men der var mine ar ikke nær så slemme som de er i dag. Argh. Jeg ved ikke engang hvad meningen med dette indlæg er. Havde bare brug for at komme ud med mine tanker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar