Dagen i dag har været anderledes og spændende.. I torsdags var jeg hjemme hos mine forældre. Da klokken så blev 19:30 begyndte jeg at gøre mig klar til at gå. Da jeg så kom ud af bygningen, mødte jeg min onkel og far. De holdte ude foran i min onkels bil. Jeg gik så hen for at hilse på dem. Min onkel spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg svarede undvigende, at det gik okay. Vi talte lidt om alt og ingenting indtil jeg sagde, at jeg var nødt til at gå. Min onkel vidste ikke, at jeg er syg eller flyttet hjemmefra. Nå, da jeg så sad i bussen på vej hjem, ringede min onkel. Han ville tale med mig, for han kunne se, at jeg ikke havde det så godt. På det tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville fortælle ham sandheden. Så vi aftalte at mødes i dag og snakke. Så klokken 11:30 gik vi på Baresso og fik noget kaffe og snakkede. Jeg fortalte ham det hele. Hvordan det startede og udviklede sig, diagnoserne, mine vanskeligheder, selvskaden, selvmordsforsøg og -tanker, indlæggelserne og mine tanker. Han tog det meget pænt. Han blev ked af, at jeg havde det dårligt, men han var sød og forstående.
Jeg har før talt med min far om at fortælle alt det her til min onkel, men han har altid sagt, at det var bedst at lade være. Han har jo før sagt, at jeg var unormal og at han var flov over mig, så det er en selvfølge, at han ikke ville have jeg fortalte det til min onkel. Men i torsdags tænkte jeg bare "fuck det. Jeg er træt af min fars hemmeligheder. Jeg er træt af at være hemmeligheden" så derfor lavede jeg aftalen med min onkel. I dag snakkede vi blandt andet om, at jeg skal komme mere hjem til min onkel, hans kone og to små børn. Jeg glæder mig.
Da jeg så kon hjem, satte jeg mig i stuen og talte med Anne. Om samtalen med min onkel, min barndom og generelt bare mine tanker. Men da klokken blev 14, skulle vi gå. Klokken 14:30 havde vi nemlig en aftale. Vi skulle op på Askovgården, og snakke om noget HF enkeltfag for psykisk sårbare. Det virkede rigtig godt. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg er klar til at starte til august. Men det må jeg snakke med Elisabeth om i morgen, og så må jeg gå lidt i tænkeboks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar