Kaos og kriblen

Der sker ret meget her for tiden, selvom der ikke sker så meget. D. 29. eller 30. december trappede jeg ned i Zyprexa (antipsykotisk). Jeg får nu 10 mg, hvor jeg før fik 15, og før det fik jeg 20 mg. Anyways.. jeg er rigtig glad for det, for jeg har næsten ingen appetit tilbage. Det betyder desværre ikke, at jeg taber mig, for vægten står stille her for tiden, men lige her for tiden, er det ikke mad og vægt der har opmærksomheden. Det er i stedet det kaos jeg længe har følt. Jeg føler virkelig, at der er kaos i mit hoved. Jeg kan ikke samle mig om noget. Jeg kan ikke engang snakke ordentligt. Det er virkelig svært at skrive det her, for jeg skriver hele tiden forkert, og bliver nødt til at stoppe op og rette det til. Jeg er også begyndt med at føle en kriblen under huden. Ikke på huden, men under huden. Som om der går edderkopper under min hud, så derfor føler jeg, at jeg er nødt til at skære, for at se, om der virkelig er edderkopper, eller om jeg er et helt normalt menneske med blod. Indtil videre har jeg ikke skåret så dybt. Eller jo, i fredags hvor jeg blev syet med 13 sting på benet, men det er ikke så slemt. Det er bare rigtig ubehageligt med kaosset og den kriblen der. Lige her for tiden er mit fokus heldigvis ikke på mig, hvilket gør det lidt nemmere at komme igennem. I dag var jeg til samtale. Elisabeth kom herud på Muffen. Hun var der klokken 12. Vi sad nede på kontoret. Samtalen gik fint nok. Fred i mit hoved; intet tankemylder, intet kaos, ingenting. Det var virkelig dejligt. Men så kom kaosset igen. Ti minutter før samtalen var slut. Jeg trak mig ind i mig selv, og det kunne de (Anne, Bodil og Elisabeth) godt mærke. Så de spurgte, hvad der var galt, og jeg svarede dem så godt jeg kunne. De ti minutter gik rigtig hurtigt. Vi sad og snakkede lidt om det kaos jeg oplever. Men Elisabeth var nødt til at gå, og jeg aftalte, at gå en tur med Anne. Så jeg skulle op og hente mit overtøj, men før jeg gik, skulle jeg love, ikke at skære eller banke hovedet ind i væggen, som jeg havde meget lyst til. Jeg gik ud fra kontoret der ligger på stueetagen, og gik op ad trapperne til første sal.. Men så faldt jeg sammen. Jeg græd og græd og græd. Virkelig meget. Og der skal oftest meget til, før jeg græder. Men jeg kunne bare ikke holde det ud længere. Så jeg faldt ned på trapperne, og lå og græd indtil Anne kom og så mig halvt siddende og halvt liggende på trapperne. Vi sad på trapperne et stykke tid, for jeg kunne simpelthen ikke samle mig om at gå op på værelse. Jeg orkede det virkelig ikke. Jeg ville bare forsvinde. Jeg ville bare væk. Jeg ville bare.. Ja, jeg ved ikke hvad jeg ville, men jeg orkede ikke at rejse mig. Da jeg så endelig fik samlet mig om at gå op på værelset, hulkede jeg stadig. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe. Det var virkelig grænseoverskridende, at græde foran Anne. Misforstå mig ikke, hun er virkelig sød og en god støtte, men da jeg var yngre, og min far slog, slog han altid endnu mere hvis jeg græd, fordi ”det er kun svage personer der græder”. Han tager fejl. Det er stærke personer der græder, og står ved deres følelser. Anyways.. jeg fik samlet mig, jeg stoppede med at græde, og jeg fik gået en tur med Anne. Det var rigtig hyggeligt. Vi kiggede på smykker, tasker og nips ting. Og så var vi lige i Fakta for at handle ind til Muffen. Jeg havde det fint, da jeg var ude at gå. Det var lidt svært i starten, men det blev nemmere. Da vi kom hjem, tog jeg min computer med ned i stuen, hvor Tim og Nikolaj kom og joinede mig. Det var rigtig hyggeligt. Tim fyrede som sædvanlig en masse jokes af, og det var virkelig sjovt. Og jeg havde det okay. Vi sad og grinte længe. Og så kom Jan også og snakkede med os, og senere kom Anne. Og pludselig var kaosset tilbage. Det kom bare. Der var ingen grund til det. Det kom bare. Jeg sendte Elisabeth en mail om hvordan kaosset påvirkede mig, og om hvordan jeg havde det. Jeg fik hurtigt svar tilbage: jeg skulle tage på skadestuen hvis det forsatte, og lige nu skulle jeg tage noget PN. Elisabeth mente, at kaosset og fornemmelsen af, at Han er ved at overtage min krop, er psykotisk betinget, og derfor skal vi snakke medicin med Gertrud, som er lægen i OPUS. Jeg vil bare ikke trappe op i Zyprexa, for det er så rart, ikke at have nogen appetit, men på den anden side, er det her et helvede, og jeg kan ikke holde det ud. Jeg skærer mig flere gange dagligt, og jeg er begyndt at få selvmordstanker. Det er virkelig et helvede. Jeg har så meget lyst til at banke hovedet ind i væggen og bare tage piller og give op. Men jeg må ikke. Mine pårørende skal ikke belemres med mine problemer. Det er ikke fair. Jeg er nødt til at samle mig selv og prøve at tage mig sammen. Jeg ved godt, at det er svært at sige, at psykisk syge, skal tage sig sammen, men jeg føler virkelig, at alt jeg skal gøre, bare er at tage mig sammen og komme videre. Inderst inde ved jeg, at det ikke er noget, jeg bare kan gøre. Men.... Argh. Jeg har så meget lyst til at tage en masse sløvende, så jeg kan komme væk i nogle dage. Det her er for meget. Men jeg har heldigvis nogle personer i mit liv, som er skyld i, at jeg stadig er her. Jeg har Kristina. Jeg har Malene. Jeg har Ida. Jeg har Sandra. Og jeg bliver nødt til at kæmpe videre. Og så vil jeg helst ikke indlægges, så derfor må jeg heller ikke tage piller. Selvom det nok ville være bedst at blive indlagt for en stund. Elisabeth kommer by the way i morgen klokken 14. Det er nok meget godt.
Jeg vil slutte nu. Jeg havde bare lige brug for at komme ud med alt det her.