Så sidder jeg hjemme i Valgmuen. Det er virkelig rart at være på mit værelse igen. Har savnet det hele. Men for pokker hvor er det skræmmende! Jeg burde ikke brokke mig. Jeg har kun været indlagt der siden i torsdags. Men.. ja, jeg ved det ikke, jeg synes bare, at det er rigtig skræmmende at være ude igen.
I morges kom Sofie (min kontaktperson på 52.1) ind på mit værelse og sagde, at hun syntes, vi skulle snakke udskrivelse, eftersom jeg jo en dag skal lære at klare mig selv og ikke være indlagt, og så er 52.1 i øvrigt et syvdøgnsafsnit, så jeg kunne alligevel ikke være indlagt der særlig meget længere. Og jeg har det åbenbart ikke dårligt nok til at blive flyttet over på en anden lukket afdeling, og jeg har det sandelig heller ikke dårligt nok til at være på et åbent afsnit. Så jeg blev udskrevet efter frokost. Og nu sidder jeg her i Muffen og har det dårligt. Jeg har lige været ude og gå en tur med Jan, og jeg var under hele turen på randen til et angstanfald, fordi det er så skræmmende at være ude igen. Jeg skal mødes med Kristina her lidt i 16 ved Nørreport station. Jeg glæder mig til at se hende, men jeg er også rigtig bange, selvom der egentligt ikke er så meget at være bange for.
Jeg havde skrevet en SMS til mine forældre her kort efter frokost. Jeg skrev, at jeg var blevet udskrevet. Min far ringede.. han sagde, at han var rigtig glad for det, og bla bla bla. Han kom og besøgte mig i går på afdelingen, og jeg kunne se på ham, at han var rigtig ked af det. I dag fortalte han mig så, at han ikke har sovet godt siden jeg blev indlagt, fordi han var så ked af, at jeg var blevet indlagt igen. Det er selvfølgelig ikke så fedt at være indlagt, men hvorfor er det, at mine forældre ikke bare kan støtte mig i at få det bedre? Hvad så hvis jeg er nødt til at gå en indlæggelse igennem for at få det godt? Er det så ikke det værd? Hvorfor er mine forældres støtte for meget at forlange? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar