OD'ing

Pillerne ryger langsomt ned. De ligger foran mig delt op alt efter hvilket præperat det er. Alle de Truxal jeg har, ligger i en bunke, alle de Pinex jeg har, ligger i en anden bunke og så videre. Jeg har fem bunker. Jeg har flest Truxal, så de ryger ned først. Det er også de mest sløvende jeg har, så det er bedst, at jeg tager dem til først. Jeg har planlagt det hele i flere uger nu. Jeg har planlagt hvilke piller jeg skal tage og i hvilken rækkefølge jeg skal tage dem i. Jeg har gemt pillerne til den dag hvor det hele bliver for meget, og jeg virkelig har brug for at komme væk fra verden. Det er ikke for at dø, at jeg gør det her, det er mere for at komme væk. Væk fra mig selv, væk fra mine omgivelser og egentligt bare væk fra verden. Det hele er blevet for meget for mig. Tårerne render langsomt ned af mine kinder der efterhånden er helt våde af tårer. Det er hårdt. Det er som om, at min krop ved, hvad jeg er ved at gøre, og forsøger at beskytte sig mod det, for jeg plejer aldrig at have problemer med at tage min medicin der består af flere piller som jeg tager på én gang. Men lige nu kan jeg næsten ikke sluge pillerne. Det er som om, at de sidder fast i halsen på mig. Jeg har kvalme og får sure opstød hver gang jeg holder en pause, så det gælder om, at være hurtig. Da jeg endelig slutter af med de Ipren jeg har, er jeg meget træt. Jeg kan mærke, at de Truxal jeg har taget, er begyndt at virke. Det hele føles som en drøm. Alt sker langsomt, og jeg er så træt, at jeg vil falde i søvn hvis bare jeg lægger mig, men det er ikke planen. Jeg kan ikke huske hvad jeg gør eller hvorfor jeg gør det, men jeg ved, at jeg får ringet og sagt hvad jeg har gjort. Derefter sætter jeg mig ud foran og venter. Jeg sidder og døser hen da en Falckredder kommer hen og rusker i mig og spørger, om jeg er Sarah. Det siger jeg, at jeg er. De får mig lagt op på båren, og jeg bliver lagt ind i det klaustrofobiske lille rum bag forsæderne på ambulancen.  De spørger mig om nogle forskellige ting, men jeg er så træt, at jeg ikke kan svare på de spørgsmål de stiller. Den ene Falckredder ruller mit ærme op, og kommer med et overrasket udbrud. Han spørger, om jeg er i psykiatrisk behandling, hvilket jeg grynter bekræftende at jeg er. De får lagt NAC-droppet, og så er jeg endelig klar til at blive kørt afsted. Det hele føles så uvirkeligt. Jeg falder i søvn i ambulancen flere gange, men Falckredderen bliver ved med at vække mig. Jeg dasker irriteret ud efter ham. Han kan da bare lade mig sove! Jeg spørger ikke hvor de kører mig hen, jeg stoler bare blindt på, at jeg nu får noget hjælp. Da jeg endelig er kommet op på hospitalet, snakker de alle sammen lavt om mig. ”Det er panodilpigen der ligger der”, ”prøv at se hendes arme”. De sukker alle sammen. Jeg har lyst til at råbe, at jeg godt kan høre dem, og at de ikke behøver at snakke sådan til mig. Jeg er ingen panodilpige. Jeg har ikke engang taget Panodil. Jeg døser hen, og bliver rusket hårdt i. En 40-årig kvinde står foran mig. Hun ser sur og irriteret ud. Jeg føler mig straks skyldig. Tænk på alle de andre mennesker der kunne bruge hjælp som ikke kommer til før senere. Bare på grund af mig. Tænk at være så egoistisk. Tænk at jeg tvinger andre til at spilde deres tid på mig. Jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg kan godt forstå, at mine forældre skammer sig over mig. Der kommer en ny sygeplejerske ind til mig. Han ser meget venligere ud. Han snakker med mig, og spørger, hvordan jeg har det, og om jeg har ondt i maven. Altid de samme spørgsmål. Mine svar kommer mumlende og langsomt ud. Han kommer med et plastikkrus med en sort væske i. Jeg ved, hvad jeg har gjort, og jeg må tage konsekvenserne for min handling, så jeg tør ikke sige nej. I stedet drikker jeg den ulækre, sorte væske. Konsistensen bliver mere og mere fyldig for hvert krus jeg drikker. Der ligger små sandkornslignende ting i bunden, og som den venlige sygeplejerske siger, er det dem, der er vigtigst at få ned. Jeg stopper med at tælle, da jeg når op på 5 krus aktivt kul. Derefter kan jeg ikke huske noget. Jeg ved, at jeg har kastet op et par gange, for det blev sygeplejerskerne ret sure over. Jeg skammer mig. Men mit ønske er gået i opfyldelse. Jeg er endelig kommet lidt væk fra det hele. Jeg kan ikke mærke mig selv mere. Jeg ligger bare i sengen, bliver kun vækket når de skal tage nogle blodprøver eller når de lige vil have mig til at gå på toilettet. Efter et døgn på hjerteafdelingen og bliver jeg flyttet over på AMA. Der er jeg endnu et døgn, før jeg kommer til mig selv. Jeg kan huske, føle, snakke og opføre mig som et normalt menneske. Jeg er tilbage i min krop igen. Til min store fortrydelse. Jeg snakker lidt med min faste vagt. Hun er en sød medicinstuderende. Vi snakker meget om hendes studie. Hun er rar. Hun forstår mig måske ikke, men hun lader det ligge, og nævner ikke min overdosis efter mine ar. I løbet af tredjedagen bliver jeg udskrevet. Marie, den medicinstuderende, får mig til at love, at jeg ikke tager flere overdoser.  Men inderst inde ved jeg, at det her ikke bliver sidste gang.