Selvskade

Jeg kan ikke føle noget. Tomhed. Stemmerne brøler. De siger ikke noget, de brøler bare. Rigtig højt. Jeg kan ikke høre noget. Jeg ved hvad der skal gøres. Jeg har ikke noget valg. Hvis jeg vil have det godt, er jeg nødt til det her. Jeg samler al min energi og alt mit overskud, rejser mig op og henter mit grej; æsken med barberblade i, forbinding, plastrer i forskellig størrelse, papirer og elastikker. Jeg sætter mig tungt ned og giver mig til at pakke det hele ud. Det bliver lagt ordentligt på række foran mig, så det er overskueligt at se på, og derefter tager jeg æsken frem, åbner den, vælger et barberblad og sætter mig i skrædderstilling. Jeg har lyst til at græde. Hvorfor er det her den eneste måde at få det godt på? Hvorfor findes der ikke noget nemmere? Jeg har brugt alt mit overskud på det her. Jeg er nødt til at samle de sidste krafter så jeg kan fuldføre min handling. Jeg ruller bukserne op, og forbereder mig mentalt på det her. Det er hårdt, men jeg ved, at jeg om få sekunder vil føle lettelse og kontrol. Endelig er der noget jeg har kontrol over. Jeg vil sidde i en rus om få sekunder. Tanken om rusen og kontrollen, giver mig de sidste krafter. Blodet strømmer. Nå, så det er blod. Ikke nogle isflager eller havregryn. Heldigvis. Jeg sidder med et lommetørklæde i min venstre hånd, og tører forsigtigt blodet væk når det begynder at rende ned af benet. Jeg føler mig høj.