Vrede

Lad mig fortælle dig om min opvækst. Det kan være, du bedre forstår min vrede, hvis du kender til opvæksten. Jeg er vokset op med min far, der konstant arbejdede og næsten aldrig var hjemme, og en mor, der prøvede at klare både arbejde, husorden og opdragelse af min bror og jeg alene. Min far var kun hjemme om søndagen, og i hverdagene ville vi være ’heldige’ hvis han kom hjem, inden min bror og jeg var gået i seng. Jeg ved ikke om ordet heldig, er den rigtige betegnelse. Min far var nemlig voldelig. Han slog min bror og jeg. I afmagt, tror jeg. Han slog, hvis vi ikke hørte efter, hvis han var stresset og vi forstyrrede, hvis vi gjorde noget forkert etc. Og græd vi så efter volden, ville han slå os endnu mere, for det at græde, var et tegn på svaghed, og han ville ikke have svage børn. Jeg kan ikke huske så meget af min barndom, men jeg kan huske slagene, truslerne og ligegyldigheden, der dog blev værre med årene. Da jeg blev teenager kunne min mor ikke holde til mine humørsvingninger og sådan, så vi begyndte at snakke mindre og mindre med hinanden. Som 12-årig flyttede vi fra Århus til København. Jeg kunne ikke overskue at skulle være åben, imødekommende og sød, så jeg kunne få nogle nye venner, så jeg begyndte at isolere mig selv. Det var på det tidspunkt jeg fik de første symptomer på en depression. På det tidspunkt kendte jeg intet til depressioner, så jeg vidste ikke at jeg burde søge hjælp. Som 13-årig havde jeg læst en del om hvad en depression var, men jeg turde ikke søge hjælp. Jeg skulle jo helst ikke fremstå som et svagt menneske. Jeg turde ikke fortælle min far om hvordan jeg havde det, men jeg fortalte min mor det. Hun ville dog ikke gøre noget ved det, og syntes ikke jeg skulle kontakte en læge, for det var min egen skyld, at jeg havde det sådan – jeg isolerede jo mig selv. Som 13-årig begyndte mit spisemønster at ændre sig. Jeg havde siden vi var flyttet til København overspist, men lige pludselig besluttede jeg mig for, at det skulle være slut, og jeg begyndte i stedet at sulte mig selv. Jeg fik stadig ingen hjælp, og fik det egentligt meget værre. Jeg begyndte med at være meget angst, og få en del angstanfald. Volden fandt stadig sted, og min far var nu også begyndt at true rigtig meget. Han kunne f.eks. finde på at sige, at han ville banke mig til jeg blev psykisk syg (hvilket nu er sket. Han må være stolt). Som 14 år fik jeg nok af volden og truslerne. Jeg kontaktede min AKT-lærer, fortalte hende om det, og hun kontaktede socialforvaltningen. Mine forældre skulle op til et møde, og de (dem oppe fra kommunen) skulle også snakke med min bror og jeg. Siden den dag er jeg kun blevet slået meget meget få gange. Min far stoppede nærmest fra dag til anden. På et tidspunkt havde jeg det rigtig skidt, og jeg brød grædende sammen (en af de første gange jeg har grædt foran mine forældre). Min mor spurgte chokeret hvad jeg var ked af, og jeg sagde, at jeg ikke følte, de elskede mig. Min far blev forarget. For hvis han ikke elskede mig, hvorfor gav han mig så penge? Han har altid givet min bror og jeg penge. Penge er nærmest blevet hans måde at fortælle os, at han elsker os. Penge giver bare ikke rigtigt nogen følelse af, at være elsket. Ikke hos mig i hvert fald. Ved at give os penge, har han også vist omverdenen, at hans børn ikke mangler noget. Hele vores familie er bygget op af en facade, skuespil og en masse løgne. Vi er åh så lykkelige, alt går godt og vi kunne ikke have det bedre. For eksempel tror folk stadig, at jeg går på gymnasiet. Fordi det lyder meget bedre at sige, at man har en datter der går i 2.g, end at sige, man har en datter der er psykisk syg og ikke kan gå i skole.

Jeg orker ikke at skrive mere, så jeg vil gøre det kort. Jeg er vred på min far, fordi han har slået min bror og jeg. Jeg er vred på min mor, fordi hun lod det finde sted. Jeg er vred på min mor fordi det var MIG (som 14-årig) der skulle stoppe volden, og ikke hende, som det voksne menneske hun er. Jeg er vred på min mor, fordi hun bagatelliserede mine problemer og min tilstand, og ikke ville hjælpe mig, da jeg endelig rakte ud efter hende, og bad om hjælp. Jeg er vred på mine forældre fordi de har ladet min bror og jeg voksne op i en familie der aldrig har fungeret. Jeg er vred på mine forældre, fordi de skændes så tit. Jeg er vred på min far, fordi han lover en masse, men i sidste ende altid kommer med en masse undskyldninger for ikke at føre løfterne ud i livet. Jeg er vred på mig selv, fordi jeg bliver ved med at tro på ham. Jeg er vred på min bror fordi han skændes med min mor og far så tit. Jeg er vred på min far fordi han bruger, det at være psykisk syg, som et skældsord. Jeg er vred på mine forældre, fordi deres opførsel og hemmelighedskræmmeri har fået mig til at føle mig som familiens sorte får. Jeg er vred på mine forældre, fordi jeg mener det er deres skyld, mit selvværd har været så lavt siden jeg gik i børnehave. Jeg er vred på min far fordi han slog min bror. Jeg er vred på min far fordi han slog mig. Jeg er vred over, at man er nødt til at lyve i den her familie for at få lov til noget. Jeg er vred over at vi alle lyver og fordrejer sandheden overfor min far. Jeg er vred over at min far er så stædig og ikke accepterer andet end det han selv er kommet op med. Jeg er vred over at vi alle fire er opportunistiske. Jeg er vred på mine forældre og jeg er træt af at leve sammen med dem. Jeg orker ikke mere. Jeg vil bare gerne væk nu.