Du bøjer dig ned...

... og giver mig et kram. Hvordan går det, spørger du.
Jeg har lyst til at skade mig selv. Jeg har lyst til at skære i mig selv, brænde mig selv, drukne i kogende vand og tage piller. Jeg har brug for at have det fysisk dårligt, for jeg kan ikke holde smerten ud længere. Jeg har lyst til at sulte mig selv og blive fanget i madhelvedet igen. Jeg har lyst til at overspise for at påføre mig fysisk smerte. Jeg kan ikke holde til mere nu. Hver aften sidder jeg med et barberblad og en håndfuld piller i hånden og overvejer, om jeg skal gøre det. Hver aften sidder jeg og græder mit hjerte ud, og hver aften sidder jeg igen og prøver at aflede mig selv, som jeg har lært at gøre da jeg var indlagt. Hver dag frygter jeg mørkets frembrud for jeg ved, at jeg vil få det dårligt igen. Hver dag frygter jeg om det mon er i dag jeg endelig falder i og tager de piller jeg sidder med i hånden. Hver dag nyder jeg at have fred i nogle timer, for jeg ved, at jeg vil få det dårligt igen nogle timer senere. Hver eftermiddag sidder jeg med skalpellen eller barberbladet i hånden og skader mig selv for at få fred bare nogle timer mere. Hver dag sidder jeg og overvejer, om det mon er det værd, at blive fanget i det anorektiske madhelvede igen. Skal jeg mon tilbage til hvor jeg var før? Hver aften sidder jeg og prøver at tage mig sammen og få skrevet med en eller anden og få lettet hjertet lidt, men det er sjældent jeg får det gjort. Hver aften sidder jeg og tænker på hvor dum jeg er, når jeg sidder og overvejer at skrive til nogen. Jeg tænker på hvordan jeg dog bare kan tænke på at skulle bruge andres tid på mig. Jeg er sådan et grådigt menneske. Hvor er det godt, at det ikke er så tit jeg får skrevet til folk. De skal nødig spilde deres tid på mig. For tro mig, det er virkelig tidsspilde. Jeg er ved at bryde sammen hver gang min mor beder mig om at tage opvasken, for jeg magter det simpelthen ikke. Jeg vil allerhelst bare ligge i min seng. Jeg føler ikke jeg har kræfter til særlig meget. Jeg er ved at bryde sammen hver gang jeg skal udenfor døren for hvis jeg kommer udenfor ved jeg, at alle vil kigge på mig og snakke om mig. Jeg ved godt at jeg er grim, men det gør simpelthen så ondt hver gang jeg ser folk hviske og kigge hen mod mig. Jeg kan bare ikke mere. Jeg vil så gerne væk. Jeg ved ikke om jeg vil dø, jeg vil bare gerne væk. Jeg ville ønske jeg kunne gå i hi og bare sove, sove og sove. Jeg har lyst til at tage alle mine Zyprexa og Oxazepam så jeg bare kan sove og komme væk fra det hele. Jeg kan bare ikke holde til mere.
"Jeg har det fint, tak, hvad med dig?" Jeg smiler. Griner. Snakker. Sætter facaden op og håber alle hopper på denne gang også, selvom jeg inderst inde håber, at der er en der gennemskuer mig og vil overbevise mig om, at jeg ikke er tidsspilde, så jeg kan få snakket om det hele.