Tankekaos

Jeg er blevet tvangstilbageholdt. Min mor er ked af det, bekymret og skuffet. Hun vil ikke tage mig med til midnatspremieren på Harry Potter og Dødsregalierne del to. Det er noget vi har købt billetter til for næsten en måned siden. Jeg har talt ned og glædet mig til at komme til premieren, og nu siger hun, at hun ikke er så glad for at skulle tage mig med i biografen når jeg er indlagt. Jeg ved ikke om hun forventer, at jeg sætter mig ned midt i salen og begynder med at skære i mig selv. Hun kan ikke rigtigt sætte ord på hvad der bekymrer hende, men hun siger, at hun ikke kan lide at skulle ud så sent, men det vidste hun jo ville ske da vi bestilte billetterne for en måned siden. Det er en midnatspremiere. Hun vidste, at det ville være så sent. Men hun siger, at situationen har ændret sig, fordi jeg er indlagt, så hun skal alene hjem når hun har afleveret mig på afdelingen. Men jeg har tilbudt at betale en taxa begge veje - derhen og hjem igen. Jeg skal nok betale. Men hun siger, at hun hellere vil give mig 500 kroner og så se filmen i morgen i stedet. Men det er bare slet ikke det samme. Jeg er så forvirret og skuffet. Hun havde først givet mig lov til at se filmen til midnatspremieren, og nu ved hun ikke hvad hun vil eller ikke vil. Hvis det ender med, at hun siger nej, så tager jeg afsted alene. Hvordan ved jeg ikke, men jeg skal med til den midnatspremieren, om det så betyder at jeg skal hentes af politiet. Jeg skal bare ind og se den film. I nat. Jeg har fået lov til det på afdelingen, skal bare være tilbage senest klokken 3. Jeg har skæretrang og tror ikke rigtigt, at jeg kan holde trangen ud særlig meget længere. Vil ikke tage noget pn, for hvis jeg skal til premieren, skal jeg være vågen og frisk så jeg kan følge med i filmen. Jeg føler mig alene. Jeg ved godt, at det er min egen skyld, når jeg isolerer mig selv, selvom Elisabeth siger, at det er sygdommens skyld og ikke min, da isolation er et af de negative symptomer på skizofreni, men jeg føler mig virkelig alene. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg vil bare gerne væk. Jeg har lyst til at OD'e. Jeg kan ikke klare det her mere. Det hele bliver værre og værre, selvom jeg virkelig prøver at kæmpe. Problemet er, at jeg ikke rigtigt ved, hvordan man kæmper. Jeg prøver, men jeg må åbenbart gøre det forkert, når det ikke hjælper. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg hader at være indlagt, og jeg vil bare gerne hjem til mig selv og være. Jeg er på hjemmebesøg nu. Det er helt mærkeligt at være hjemme. Elisabeth og alle de andre fra OPUS og A1 siger, at der må være noget derhjemme der er skyld i, at jeg får det så dårligt når jeg er herhjemme, men jeg ved ikke hvad det skulle være, men jeg kan godt se, at de har ret. Jeg vil bare gerne på bosted så jeg kan få det lidt bedre. Det stresser mig rigtig meget, at jeg skal gå og vente på bosted.