Væk og fri

Så sidder jeg med tårerne rendende ned af kinderne igen. Jeg føler mig trist og magtesløs. Jeg ved ikke hvad pokker jeg skal gøre. Jeg ved ikke hvor jeg har andre, og jeg ved desværre heller ikke hvor jeg har mig selv. Alt er bare kaos. Jeg har været sammen med min mor her omkring eftermiddagstid. Hun skrev i går og spurgte, om vi ikke kunne ses i dag. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af at sige nej, så det blev bare til et ja, velvidende at jeg ville sidde her senere og have det dårligt. Dumt, I know. Vi gik kort rundt ved Nørreport station, før vi tog et smut i Amager centeret. Før jeg mødtes med min mor, havde min bror skrevet til mig. Jeg orker ikke engang at forklare eller beskrive, men hold kæft hvor var det hårdt – at mødes med min mor og at min bror skrev. Jeg har det ret dårligt lige nu. Mit hoved er ved at eksplodere. Jeg kan ikke rumme mere. Jeg føler mig mere og mere draget af de piller, som jeg ellers har holdt mig på lang afstand fra. Jeg har virkelig meget lyst til at give op. Slippe kontrollen for en kort periode. Bare blive fri. Ikke tænke, ikke føle, ikke noget. I en kort periode. Jeg orker virkelig ikke denne her kamp længere. Det hele er så hårdt. Og hver gang der sker de mindste gode ting, så sker der noget efterfølgende, som bare får det hele ned igen. Dagen startede dumt, så skete der nogle gode ting, og så mødtes jeg med min mor og nu er dagen noget lort igen. Orker det ikke, orker det ikke, orker det ikke. Jeg vil gerne væk. Hold kæft hvor vil jeg gerne væk. Jeg vil være fri. Jeg vil ud. Jeg vil bare… væk. Jeg orker ikke mere. Ikke mere viden, ikke mere ansvar, ikke mere magtesløshed og angst, ikke flere forpligtelser, ikke mere af noget som helst. Jeg har lyst til at flippe. Det har jeg ellers ikke gjort rigtig længe. Men jeg har rigtig meget lyst til det lige nu. Bare spise en masse mad så jeg ikke tænker, for derefter at gå ud og stikke tre fingre i halsen, få det hele op og heller ikke at tænke. Først ned, så op og være ren og tom igen. Jeg ved ikke hvad pokker jeg skal gøre. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.