FUCK

Jeg havde egentligt aftalt med mig selv først at skrive i morgen når jeg ved noget mere, men jeg har virkelig brug for at komme ud med en masse tanker. Sætte ord på det kaos der hersker indeni lige nu. Der er sket nogle gode ting i dag, som jeg allerførst vil nævne. Måske gør det, det hele nemmere ved at starte med at sætte ord på de gode ting. Måske er det bare noget jeg bilder mig selv ind. Jeg ved det ikke, og får nok heller ikke svar på det lige her foreløbig. Men gode ting, here we go: Jeg har fået sovet i nat! Måske ikke meget, men jeg har fået sovet. Stod så op omkring 10-tiden, da jeg havde en aftale med Anne lidt senere. Så op, veje mig (har tabt mig!), gøre mig klar, ned og købe Pepsi Max (man er vel addicted) og så hen til apoteket, hvor vi havde aftalt, vi skulle mødes. Jeg havde lige nogle ting jeg skulle ordne i forskellige butikker, og de ting blev ordnet. Det var rigtig hyggeligt at gå med Anne. Det er det nu altid. Også i dag. Så tog jeg lige kort hjem, stenede lidt computer, før jeg skulle af sted til samtale ude i OPUS med Elisabeth. Den samtale og hvad der skete i timerne efter, kommer vi tilbage til. Her til aften har jeg været sammen med hende den fantastiske (a.k.a. Kristina), og jeg har haft nogle rigtig gode timer med hende. Hun havde en gave til mig, som jeg blev rigtig glad for (nu har hun så også bare holdt mig på pinebænken i en lille uge, fordi hendes overraskelse først skulle komme og der gik så lige noget tid, men det var ventetiden værd), så har vi været nede og købe mærkeligt slik, vi har snakket og hygget, og det har bare været nogle rigtig gode timer. Uh ja, og så har jeg købt to ekstra Pepsi Max, så jeg har til hele natten og morgenen (endnu mere addicted) og jeg har nogle helt fantastiske mennesker omkring mig. Jeg tror, at det var nogenlunde de gode ting der er sket i dag. Tilbage til det negative: Min samtale ude i OPUS i dag. Jeg havde for det første ikke pissemeget tid, da jeg var kommet fem minutter for sent, og Elisabeth først var klar 5-7 minutter senere. 12 minutter mindre samtale. Det burde vel ikke være betydeligt, men det var det. Det er det. Elisabeth startede med at spørge, om jeg havde noget på dagsordenen eller om vi kunne starte med det hun havde sat på. Jeg sagde så, at jeg ikke rigtigt havde noget på dagsordenen lige nu, jeg kunne i hvert fald ikke komme i tanke om noget. Og så spurgte hun, hvad jeg så forventede at få ud af samtalen. Hvorfor jeg blev ved med at dukke op til mine samtaler når jeg 30 % af tiden ikke har ting der skal på dagsordenen. Jeg blev… ja, jeg ved sgu ikke rigtigt hvad jeg blev. Ked af det, tror jeg. Jeg ved ikke hvorfor jeg dukker op når jeg ikke har noget jeg vil tage op, men jeg ved, at jeg har brug for den samtale ugentligt og jeg ved, at der lynhurtigt kan komme ting jeg vil tage op, som jeg først kommer i tanke om midt under samtalen. Sagde så, at jeg da bare kunne rejse mig og gå. Begyndte at pakke mine ting og rejse mig, da hun sagde, at vi da lige kunne komme igennem den dagsorden først. Det kunne vi da sagtens. Fint, så gjorde vi det. Under samtalen kom jeg på ting jeg havde behov for at tage op. De to vigtigste ting forstod hun ikke. Hun er virkelig sød, Elisabeth, men der er desværre bare ting, hun ikke rigtigt forstår. Den ene ting havde jeg håbet, hun kunne sige noget om. Komme med nogle guldkorn, noget der kunne få mig til at tænke eller sådan noget i den dur. Men hun havde intet at sige. Den anden ting kunne hun heller ikke rigtigt sige noget om, for det var noget spiseforstyrrelsesrelateret stuff, så det mente hun, at jeg skulle vente med til sidst i september og snakke med dem om ude på Anoreksiklinikken. Der er egentligt ikke så meget at gøre, men jeg har bare behov for at snakke med en der forstår. Egentligt om begge ting. Nå, men Elisabeth spørger så, om jeg dyrker noget motion, hvortil jeg svarer, at det kan jeg ikke, da jeg stadig har smerter. Hun får mig til at beskrive smerterne, og giver udtryk for, at hun er bekymret for, om mine symptomer er tegn på, at en blodprop i hjertet er under opsejling. Say WHAT?! *indsæt smiley med åben mund og polypper her* En blodprop… i hjertet? Jeg mener, i den der store, røde, klamme ting der sidder inde bag brystet? Altså hjertet? Wow. Nå, men det kunne da også bare være min iltmangel i hjertet der var blevet mere alvorlig. Eller muligvis noget hjertesvigt. I hvert fald skal jeg have taget EKG i morgen tidlig, og der bliver kigget på resultatet i morgen med det samme, i stedet for at jeg skal vente til en gang i næste uge for svar. Så EKG ude på PCA lidt i 10 i morgen, over i OPUS med den der lange strimmel af papir, give den til Elisabeth som så vil få Gertrud eller en anden læge til at kigge på det med det samme. Og så sætter vi os ned, og tager den helt stille og roligt. De vil kunne se på resultatet, om den er helt gal. Det kunne de sidst, og det kan de også denne gang. Og er den helt gal, må jeg indlægges på kardiologisk, og er den okay, jamen så skal vi bare være obs på det og så må jeg kontakte min læge, så hun også kan være med inde over. Det må vi lige se på. Nå, det var så den besked jeg fik. Hjem igen, hurtigt i kontakt med Anne og snakke med hende om det. Jeg spurgte hende blandt andet om hvorvidt jeg burde kontakte min mor og gøre hende opmærksom på det. Hun mente, at jeg burde kontakte min mor. Jeg turde næsten ikke lade hende gå. Hvad så hvis vi aldrig ser hinanden igen? Hvad så hvis jeg ikke når at ønske Remy tillykke med hans bryllup? Hvad så hvis Jan tror, at jeg synes han er en bitch, fordi jeg i arrigskab sagde det til ham? Hvad hvis Elisabeth hader mig, fordi jeg sagde, jeg ikke kan lide hende, når hun gør visse ting? Hvad med de mennesker omkring mig som jeg holder af, men aldrig har sagt det til? Hvad hvis jeg ikke får set folk igen? Hvis i dag er min sidste dag. Det er tragikomisk at sidde og tænke de tanker, når jeg ikke engang er 20. Det er tragikomisk at skulle sidde og tage stilling til, hvilke pårørende der skal vide hvad, i tilfælde af at der sker mig noget, og jeg ikke selv er i stand til at underrette dem. Det er fuldstændig absurd. Det er mærkeligt. Sad også og grinte helt sindssygt da jeg kom hjem. Jeg kunne slet ikke tage det seriøst. Men jeg fik ringet til min mor. Hun syntes, at jeg skulle snakke med min bror og min far om det. Min far var ikke hjemme, men min bror var, så jeg fik ham i røret. Han er en nød. Han ville bede for mig. Og så begyndte han at snakke sygdom og alt muligt. Fyrede en masse pis af om, at jeg ikke kæmper og ikke gør noget for at få det bedre. At jeg kun har fået det værre efter jeg er kommet i behandling. Alt muligt religionspis og en masse pis om, at jeg har ødelagt hele familien, da jeg som 14-årig underrettede kommunen om det der skete derhjemme, for det jeg blev udsat for, var ingenting. Jeg har aldrig lidt alvorlig fysisk overlast, så det må være ingenting. Han gjorde det af kærlighed. Han gjorde det, fordi han valgte den opdragelsesmetode. Fordi han mente det ville hjælpe. Fordi han elskede mig og ville passe på mig. At HVIS det jeg gav udtryk for, var sket, jamen så var det derfor. Kaos. Rigtig, rigtig meget kaos i mit hoved. Hvad hvis min bror har ret? At det var derfor min far var sådan? Hvad hvis jeg tager fejl og de har ret? Det er jo dem alle tre der siger det. Ikke kun min bror, ikke kun min far. Men min far, min mor og min bror. De siger det alle tre. Det skete ikke, og hvis det gjorde, var det ikke i så stor grad som jeg har givet udtryk for, altså jeg overdriver, og er det sket, er det fordi han har elsket mig og ikke kunne vise det på en anden måde. De har set meget af det ske. Og hvorfor skulle jeg lyve? Hvorfor? Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke. Kaos, kaos, kaos. Min bror vil gerne mødes med mig, så vi kan få snakket tingene igennem. Men hvorfor? Det hjalp på ingen måde over telefonen. Vi kommer ingen vegne, for han kan ikke se tingene fra min side af. Det er ham, der har ret, ham, der ved det hele. Ikke mig. Hvorfor har han ladet mine forældre få så meget magt over ham? Hvorfor har han ladet dem hjernevaske ham så meget? Hvorfor har han ændret sig så meget efter jeg flyttede? Hvorfor? Hvorfor flyttede jeg? Hvorfor blev jeg ikke hjemme? Det var jo som om, jeg rent faktisk formåede at banke noget fornuft ind i hovedet på drengen mens jeg boede hjemme, så hvorfor flyttede jeg? Hvorfor fucke ting endnu mere op end de er i forvejen? Jeg ved det ikke. Og uanset hvad jeg gør nu, ændrer det sig ikke. Han ændrer sig ikke. Og det gør jeg heller ikke. Så intet ændrer sig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Folk fortæller mig, at jeg burde droppe kontakten til dem. Tænker på det hver dag. Om det er det, jeg burde gøre. Men så faldt jeg over dette citat her den anden dag: Under the cover of darkness, people do things they’d never do under the harsh glare of day. Decisions feel wiser, people feel bolder. But when the sun rises, you have to take responsibility for what you did in the dark and face yourself under the cold, harsh light of day. Så hvad så hvis jeg fortryder når jeg får det bedre? Eller hvad så hvis jeg bare fortryder? Hvad med min onkel og tante og min onkels kone og deres to små børn – mine to små fætre? Hvad med dem? Det er folk jeg holder af. Jeg har rent faktisk noget familie jeg kan lide nu. Jeg har rent faktisk fætre! Jeg har mulighed for at se to små vokse op og kunne være der for dem i deres liv, som jeg altid har ønsket nogen skulle være det for mig. Men på den anden side, hvis jeg er så løgnagtig og falsk og så stor en fiasko, så burde jeg måske bare holde mig langt fra de to små, så de ikke bliver infected. Åh, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Men lige nu er mit største problem egentligt bare, at jeg er bange for, jeg ikke lever om et par timer. Jeg er bange for at lægge mig til at sove, og at jeg så ikke står op igen. Jeg vil ikke dø. Det har jeg aldrig rigtig ville. Der er gange, mange gange, hvor jeg ikke vil leve. Men jeg vil heller ikke dø. Jeg vil væk. Jeg vil have fred. Jeg vil… væk. Men ikke dø. Det er bare svært, for lige her, er der ikke rigtigt en mellem ting. Enten er man i live eller også er man død. Og jeg vil for fanden ikke dø! Jeg vil ikke dø. Der er ting jeg gerne vil nå i mit liv. Drømme og ønsker der skal gå i opfyldelse. Ting jeg skal nå at se og gøre. Ting der skal opleves og opnås. Ting der skal ske. Jeg kan da for fanden ikke ligge i en eller anden kiste og rådne op nu! Jeg vil IKKE dø. Ikke dø, ikke dø, ikke dø. Tør jeg overhovedet gå i seng i nat? Tør jeg overhovedet at lægge mig ned? Og hvad hvis jeg har glemt et eller andet i mine pårørende-ting? Hvad hvis der er et eller andet der mangler? Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg skal op klokken otte i morgen. Eller det er så senere, for klokken har lige passeret 24. Jeg må virkelig få taget mig sammen og få sovet lidt. Jeg kommer til at være så død, resten af dagen, hvis jeg ikke får sovet. Håber virkelig at EKG’et er i orden og at jeg ikke har behov for en indlæggelse. Kryds fingre.