Kaos

Jeg er lige kommet hjem. Jeg er helt grædefærdig. Jeg var lige et smut hjemme hos mine forældre. Det var kun min far der var hjemme. Det var meningen, at jeg bare skulle hente noget hjemme hos dem, men så spurgte min far, om jeg ikke lige havde tid til at snakke. Det sagde jeg, at jeg havde. Så jeg satte mig ind i stuen til min far. Og hen spurgte, om han måtte se mine nye sår på min hånd. Jeg viste ham sårene. Og han begyndte at tale. Han sagde at han var skuffet. Jeg har været i behandling i to år, og jeg skærer dybere end nogensinde før. Han kunne ikke forstå, at der ikke er sket de helt store forandringer på de to år. Tværtimod. Der er sket dårlige ting. Jeg går ikke i skole mere. Jeg bor ikke hjemme hos mine forældre. Og han fortsatte. Jeg havde lyst til at forsvare mig selv, men jeg orkede det ikke. Han kunne ikke forstå, at jeg ikke kan gå i skole mere. Jeg havde det jo også dårligt som 13-årig, og jeg har gået i skole indtil jeg blev en 16-17 år. Efter en lang snak om det, skiftede han emne. Han spurgte, om jeg havde nogen aftale med min onkel i denne weekend. Det sagde jeg så ja til. Jeg skal se ham i morgen. Min far spurgte så om jeg ville tage af sted med min far og bror eller om jeg ville tage af sted alene. Jeg sagde, at hvis de ville med, måtte de meget gerne det, men jeg kunne også tage af sted alene. Min far sagde så, at hvis jeg skulle af sted med dem, skulle jeg tage noget andet tøj på. Han fortalte, at hverken min bror eller ham selv vil følges med mig på gaden, fordi de mener, at mit tøj ikke passer til en muslimsk pige. De vil have, at jeg går i de klædedragte jeg gjorde engang. Men….. jeg kan bare ikke. Jeg har det virkelig dårligt i de dragte. Jeg sagde, at så ville jeg ikke belemre dem mere. Og så rejste jeg mig op og gik. Jeg har grædt lige siden jeg gik derfra. Og mig som troede, at min dag ikke kunne blive værre. Jeg ville ønske, at jeg havde styrke nok til at droppe kontakten til dem, men det har jeg ikke. Jeg kender mig selv. Jeg er så fandens svag. Jeg kan ikke holde det ud mere. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har bare lyst til at grave et dybt hul, lægge mig derned og blive dernede. Jeg vil ikke op mere. Jeg vil ingenting. Jeg har så meget lyst at OD’e. Jeg har lyst til at såre mine forældre, jeg ved bare ikke hvordan. Jeg vil have hævn for alle de gange de har såret mig. Jeg ved godt, at jeg lyder som et lille barn lige nu, men det er det, jeg tænker.