2011 - året der gik

2011 har været et meget blandet år. Der har været sket gode ting, men også nogle mindre gode ting. Men måske er det også bedst, at det er sådan, for så sætter man mere pris på alle de gode ting der sker. Jeg ville ønske, at jeg kunne starte med de gode ting, og stadig gøre det forståeligt, men for at forstå de gode ting der er sket, må man også fortælle om de dårlige ting der er sket.
     Året startede egentligt ikke så godt. Jeg var blevet indlagt på C2 på grund af selvmordstanker. Det var en af mine første indlæggelser på voksenpsyk, og man kan ikke ligefrem sige, at jeg var begejstret. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive 14 år igen og tilhøre ungdomspsyk. Jeg holdte altså nytår på C2. Det var faktisk en god aften. Aftenen var endda så god, at jeg tænkte positivt og glædede mig til det nye år. Altså 2011. Et par dage efter nytår, udskrev jeg mig selv. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være indlagt længere. Så jeg kom hjem igen. Jeg kan ærlig talt ikke huske, om min optimisme fortsatte, men det tror jeg ikke, den gjorde. De følgende måneder gik jeg til rigtig mange samtaler oppe på DPC hos Kirsten (psykolog) og Nadja (psykiater). Der blev justeret i min medicin, og jeg blev testet hos Kirsten. D. 21/01-11 fik jeg svar på testen. Jeg fik en ny diagnose. Paranoid skizofreni. Jeg kunne ikke tro det. Det var skræmmende, at få sådan en diagnose. Før havde jeg bare fået at vide, at jeg havde en svær depression med psykotiske symptomer. Det kunne jeg bedre overskue. Der er flere med depressioner, der bliver raske, end folk med skizofreni. Og jeg har altså ikke tænkt mig at leve på medicin og kontanthjælp resten af mit liv. Jeg vil ud i verden. Jeg vil udrette ting. Jeg vil få en uddannelse. Jeg vil gå i skole. Jeg vil være sygeplejerske, og have muligheden for at hjælpe andre. Jeg havde nogle dårlige uger, efter jeg fik den diagnose. Jeg følte mig håbløs og magtesløs. Jeg kunne simpelthen ikke have det. Efter at have fået en skizofreni diagnose, fik jeg at vide af Nadja, at jeg skulle EEG-scannes for epilepsi. Det var åbenbart sædvane oppe på DPC. Så jeg blev indlagt til en samtale på Glostrup hospital, hvor jeg også skulle have taget en EEG-scanning. Lægen deroppe sagde, at hun betragtede mine psykotiske oplevelser som epileptiske anfald. Say what?! Jeg har da virkelig ikke epilepsi. Jeg startede med at få noget medicin mod epilepsi, og jeg fik at vide, at jeg skulle til endnu en EEG-scanning og en MR-scanning. Jeg gik med til at tage medicinen i håb om, at jeg kunne blive fri for psykoserne, som plagede mig meget. Jeg fik at vide, at de oppe på DPC ikke havde ressourcer nok til at hjælpe mig, og der var jeg d. 15/04-11 til forvisitationssamtale i OPUS. Samtalen gik rigtig godt, og jeg så frem til at starte i OPUS. Det viste sig dog at være hårdt at starte i OPUS. Jeg skulle vænne mig til at snakke med nye mennesker, jeg skulle begynde at stole på Elisabeth, som blev min kontaktperson, og det var virkelig hårdt. Efter en kort periode uden selvmordstanker, kom de stærkt igen. Det var meget skræmmende, og ikke så rart, og heldigvis gik de væk igen uden indlæggelse.
Efter at have vænnet mig til at gå i OPUS, begyndte jeg at snakke med Elisabeth om aktivering. Jeg var dødtræt af at gå hjemme og lave ingenting. Jeg ville ud i verden og lave noget, som alle andre også laver. Så vi begyndte at snakke om Kofoeds skole. I maj måned tog jeg op på jobcenteret og snakkede med dem om det, og vi blev enige om, at Kofoeds skole var det jeg skulle i gang med, så Elisabeth tog med mig op på skolen og vi fik snakket med en studievejleder. Jeg fik meldt mig på et engelsk hold, og begyndte med at gå i skole. Det var virkelig fedt at kunne gå i skole, selvom det var ret trælst, at niveauet var så lavt, som det var. Desværre varede glæden ikke ved. Jeg begyndte at blive psykotisk i skolen, og måtte derfor droppe ud, og blive sygemeldt igen.
D. 08/07-11 skulle jeg til samtale hos Elisabeth. Før jeg tog af sted hjemmefra, fik jeg det dårligt, og jeg skar i mig selv så det skulle syes. Jeg havde ikke tid til at tage på skadestuen, så jeg tog til samtale og fortalte Elisabeth det. Desværre reagerede hun ret kraftigt på det. Hun ville have mig indlagt. Hun syntes ikke, at selvskaden kunne fortsætte sådan og blive værre og værre, så hun hentede Gertrud (lægen) og spurgte om hendes mening. Desværre syntes Gertrud også, at jeg skulle indlægges, så jeg blev indlagt på A1, som jeg havde været indlagt på i december måned. Dengang hadede jeg afdelingen. Jeg kunne ikke holde ud at være der, så det var ikke så fedt at få at vide, at jeg skulle indlægges der. D. 12. prøvede jeg at udskrive mig selv, og jeg blev tvangstilbageholdt og fik fast vagt. Det var virkelig et helvede. Der er ikke noget med trælst og ydmygende end fast vagt. Jeg hader det. Heldigvis kom jeg hurtigt af med den faste vagt, og jeg begyndte faktisk at synes om, at være indlagt. Det var ikke så forfærdeligt mere. Det er værst de første par uger. Det begyndte langsomt at gå fremad. Jeg var til Harry Potter-midnatspremiere, og det var bare helt fantastisk. Jeg fik udgang efter aftale, og der gik længere tid mellem jeg skar mig. Jeg havde selvfølgelig stadig dårlige dage, men det gik da fremad. D. 05/08 fik jeg en fantastisk nyhed. Jeg havde fået en plads på et bosted! Efter at have ventet et år, blev jeg indstillet til en akut plads, og d. 05. fik jeg endelig en plads. Jeg kan ikke beskrive min glæde. Det skulle selvfølgelig fejres, så Elisabeth og jeg cyklede ud til Ismageriet ig købte is. Det var virkelig en fantastisk dag. Jeg fik det ikke engang dårligt af at spise is. Det var virkelig en god dag.
D. 18/08-11 flyttede jeg ind på Valgmuen, som er et bosted inde på Nørrebro. Det var mere skræmmende at flytte hjemmefra end jeg havde forestillet mig, men jeg var stadig glad for det. Det var bare rigtig hårdt. Efter at være flyttet fik jeg selvmordstanker og jeg var meget selvskadende. Der var perioder hvor jeg sad oppe på skadestuen hver aften. De kender mig efterhånden ret godt ude på skadestuen. Men jo mere jeg var ude på Valgmuen, jo mere vænnede jeg mig til det. Og jeg blev ret glad for det.
     I dag har jeg boet på Muffen, som jeg er begyndt at kalde det, i lidt over fire måneder, og jeg er blevet rigtig glad for det. Personalet er rigtig godt, og de andre unge på Muffen er virkelig søde. Jeg er glad for at bo der.
Der er egentligt noget jeg ikke har skrevet så meget om, på trods af, at det ellers har fyldt rigtig meget. Nemlig maden. Jeg har skiftevis sultet mig selv i perioder og derefter overspist. Jeg har kastet op efter at have spist, fordi det hele blev for meget, og jeg har tvangsmotioneret. Jeg ved egentligt ikke hvorfor jeg ikke har nævnt det så meget i indlægget, men jeg har egentligt ikke så meget lyst til at komme ind på det med maden lige nu.
I dag er det d. 31. december 2011 og jeg sidder og er lige så positiv og optimistisk som jeg var for et år siden. Jeg er faktisk sikker på, at 2012 bliver et godt år. Jeg ved egentligt ikke hvorfor, men det er jeg ret sikker på. Og ved I hvad? Det er skønt, at være så positiv.