fredag den 6. maj 2011
Tankemylder 2.0
Jeg er alene. Jeg vil altid være alene. Jeg bliver aldrig til noget. Jeg kommer til at være syg resten af mit liv. Jeg får det aldrig bedre. Alt det her behandlingsstuff er spild. Jeg har været indlagt i over et halvt år hvor jeg fik intensiv hjælp, men det har ikke hjulpet. Jeg har det på nogle punkter lige så dårligt som jeg havde det før jeg blev indlagt, og på andre punkter har jeg det værre. Jeg kan slet ikke se nogen fremgang. Eller.. jeg er blevet meget bedre til at sætte en troværdig facade op. Det må vel give et plus. Jeg har selvmordstanker. Jeg vil gerne væk. Jeg kan ikke mere. Jeg er alene. Jeg er en fejl. Jeg fejler. Jeg kan ikke mere. Jeg fortjener ikke at leve. Jeg kan ikke holde min fedme ud længere. Jeg føler jeg er ved at springes. Jeg er så træt af det hele. Jeg kan ikke holde det her ud længere. Jeg vil bare gerne væk. Jeg er en kæmpe fejl. Jeg kan ikke finde ud af andet end at såre folk. Det har min mor og flere andre selv fortalt mig. Og de har ret. Jeg burde aldrig have været født. Jeg ville ønske, jeg aldrig var blevet født. Det hele er noget lort. Jeg orker ikke mere. Jeg har så meget lyst til at tage nogle piller og komme væk fra det hele. Bare komme væk fra det hele i et døgn. Det ville være så dejligt med noget fred. Det ville være så dejligt med noget ro. Det ville være så dejligt ikke at skulle tænke så meget hele tiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg er ked af at læse at du har det sådan. Jeg var selv indlagt i omkring 1 år, og havde det på fuldstændig samme måde da jeg blev udskrevet. Jeg tror det har noget at gøre med at man føler man er kommet bagud i det 'virkelige' liv, og man på en eller anden måde har været meget afskåret da man var indlagt. På samme måde, var der jo folk der hele tiden var der til at hjælpe en da man var indlagt - det er der pludselig ikke mere når man er udskrevet...
SvarSletOg at din mor har sagt du bare er en kæmpe fejl - det tror jeg bestemt er i afmagt. Min mor sagde også dengang jeg var virkelig syg at hun var nødt til at opgive mig, og jeg ødelagde familiens liv... Men tro mig. Det skal nok ændre sig. Vi må også tænke på at det må være forfærdelig hårdt for dem at se hvordan deres barn lider. Man må føle sig magtesløs når man ikke kan hjælpe dem. Det giver selvfølgelig ikke din mor ret til at udtrykke den slags :( Det får du jo det ikke lige frem bedre af.
Hæng i! Uanset om du bliver rask eller ej så lærer du i det mindste at leve med det, og håndtere det :) Det er jeg sikker på.