2010 - året der gik

2010 har været et blandet år for mig. Der har både været sket gode og mindre gode ting. Året startede med et selvmordsforsøg. Det er ikke en så smart måde at starte året på, men alligevel, blev det grunden til, at der er sket noget godt. Jeg fik hjælp. I januar efter min overdosis, blev jeg henvist til et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium, hvor jeg for første gang fik hjælp af profesionelle. Jeg startede til psykolog,, men kom også til at snakke med en psykiater, da jeg skulle have noget medicin. I marts startede jeg op på noget antidepressivt medicin, Fluoxetin/Fontex og Mirtazapin/Remeron. Jeg gik til samtale hver uge oppe på ambulatoriet. Men til trods for, at jeg nu fik hjælp, blev mine selvmordstanker og selvskade værre. I slutningen af april syntes min psykolog ikke længere at hun kunne tage ansvar for om jeg gjorde noget dumt derhjemme, så jeg blev akutindlagt, da mine selvmordstanker var meget slemme på daværende tidspunkt. Jeg blev indlagt på et lukket afsnit, da jeg ikke kunne lave aftaler om ikke at tage mit eget liv. Det var faktisk en rar oplevelse at være indlagt. Jeg følte mig for første gang accepteret og forstået af jævnaldrende. Jeg var kun indlagt i omkring en uge, før jeg blev udskrevet, da de ikke længere syntes jeg havde brug for at være på et skærmet afsnit længere. Der gik omkring en uge hvor jeg var ’fri’ indtil der var kommet en plads på et åbent afsnit. D. 4. maj blev jeg så indlagt på B103. Noget af det første de gjorde for mig på B103 var at give mig noget antipsykotisk medicin, Seroquel, hæve min dosis Fontex og droppe Mirtazapin. Efterfølgende er mine doser blevet hævet en del gange. På 103 var den medicinske behandling ikke det der blev lagt mest vægt på. Der var samtaleterapi, gruppeterapi, psykoedukation og miljøterapi. Hver uge havde jeg en samtale med min psykiater. En gang om ugen var der også gruppeterapi. Gruppeterapien har været et fristed for mig. Et sted hvor jeg har kunne fortælle hvad der gik mig og opleve, at jeg ikke var den eneste i verden med de tanker og følelser. Gruppeterapien var med til at give os patienter et bedre forhold til hinanden. Til gruppeterapi kunne vi snakke om hvilke tanker vi gjorde os med hensyn til at blive rask. Vi kunne snakke om hvordan vi havde det eller havde haft det den foregående uge. Psykoedukation var også meget godt. Vi lærte om psykiske sygdomme og om behandling af psykiske sygdomme. Vi lærte hvad kost og motion kan gøre ved en, når man er psykisk syg. Vi lærte hvordan verden var derude. Vi lærte hvordan sygdomme kan forvrænge vores billede på verden. Vi lærte så meget. Psykoedukation har været uundværligt. Til psykoedukation fik vi forståelse for hvorfor vores medpatienter havde det dårligt. Vi fik forståelse for vores medpatienters reaktioner på nogle ting. Psykoedukationen var endnu et sted vi kunne lære hinanden bedre at kende og komme ud med vores tanker. Miljøterapien er nok det, der har været bedst. Det var daglig terapi. Som patient på 103 skulle vi deltage i daglige pligter og gøremål. Vi skulle hjælpe vores kontaktperson med at handle ind, lave aftensmad, vaske op og rydde af efter et måltid eller hvad man nu havde meldt sig til. Min favoritpligt var indkøb. Det var simpelthen så hyggeligt at gå ned til Netto og snakke om alt og intet med sin kontaktperson. Det var hyggeligt at være i Netto. Det var lige en pligt for mig. Jeg er meget organiseret, men har alligevel brug for faste rammer og struktur. Der var en indkøbsseddel man skulle følge, så det var dejlig nemt. Efter et par gange i Netto, kendte man den simpelthen uden ad, og kunne bare fare fra hylde til hylde og hive varerne ned i indkøbsvognen. På grund af miljøterapien kom man også lige så langsomt i gang med at lave nogle ting man ikke havde lavet i lang tid på grund af sygdom. Der blev sat fokus på alt det man kunne, fremfor alt det man havde svært ved, og dermed fik man en mere positiv oplevelse af sig selv og sin kunnen. Vi fik simpelthen en smagsprøve på verden gennem miljøterapien.

     På 103 begyndte jeg langsomt at få det bedre. Fordi jeg følte mig accepteret præcis som jeg var, blev jeg mere social end jeg havde været i mange år. Jeg begyndte at snakke med de andre patienter. Jeg fik nogle gode venner. Jeg lærte først Olivia at kende. En rigtig sjov og sød pige, som jeg havde det rigtig godt med. Da hun blev udskrevet først i juli måned, gik jeg ikke helt ned. Jeg reagerede faktisk skik modsat end jeg ville have gjort før jeg blev indlagt. Jeg aftalte at se Olivia et par gange efter, så vi stadig kunne ses, og så begyndte jeg at snakke med alle de andre patienter. I slutningen af juli måned var jeg til koncert med Olivia og hendes brors kæreste. Vi var inde i Parken og se P!nk optræde. Det var en vildt fed oplevelse. Jeg tror aldrig jeg glemmer den dag. På B103 lærte jeg bl.a. Marie at kende. En pige jeg i dag holder rigtig meget af. Men så mange andre I september måned gik det dog ned ad bakke igen, da udsigten til min udskrivelse nærmede sig. I starten af september forsøgte jeg at begå selvmord ved at tage endnu en overdosis. Jeg tror lidt jeg håbede, at trejde gang ville være lykkens gang, men det blev opdaget, og jeg kom over på skadestuen og fik noget aktivt kul. På 103 var de meget chokerede over min handling, så de ville ikke have mig tilbage, da de ikke følte de kunne stole på mig. Jeg blev derfor indlagt på den lukkede igen. På trods af, at jeg hader at være spærret inde og derfor hader lukkede afdelinger, er jeg faktisk glad for, at jeg kom derhen. Jeg lærte igen nogle nye mennesker at kende, som jeg i dag er rigtig glad for at kende. Efter halvanden uge på den lukkede blev jeg rykket over på 103 igen. Jeg var døgnpatient, men efter en lille uge, blev det gjort klart for mig, at de ønskede jeg skulle sluses langsomt ud, så jeg blev dagpatient. Det var meget hårdt for mig, at skulle hjem igen. Efter de mange måneder på 103, følte jeg mig tryg der. Jeg følte mig mere tryg og hjemme end jeg nogensinde har gjort før. Så at de lige pludselig ikke ville have mig der mere, var et hårdt slag. Men jeg overlevede. Jeg blev dagpatient, og kom på afdeling hver morgen og tog hjem igen klokken 15. D. 15. oktober fyldte jeg 18 år og blev derfor udskrevet, da jeg ikke længere kunne være på en ungdomspsykiatrisk afdeling. Derefter er det igen gået ned ad bakke. Jeg går til ugentlige samtaler hos en psykolog og engang imellem hos en psykiater. Jeg har været indlagt to gange, efter jeg blev udskrevet fra 103, og har nu fået meget voldsomme selvmordstanker, så jeg overvejer at tage ud på skadestuen i løbet af de næste par dage og bede om, at blive indlagt, for ellers er jeg sikker på, at det ender i endnu et selvmordsforsøg, hvilket jeg helst vil undgå. Tre selvmordsforsøg, hvoraf to er sket i løbet af ét år, er rigeligt.

I 2010 har jeg lært en masse mennesker at kende, der betyder meget for mig. i 2010 har jeg først og fremmest mødt Aisha efter flere måneders URL venskab. Det var en rigtig fed oplevelse, at møde hende. Vi mødtes da jeg var indlagt. Typisk Aisha at fare vild så jeg var nødt til at gå ud og lede efter hende. Jeg fandt hende stående med flere Rejseplanen-papirer – hun så meget lost ud. Efter den sommerdag har vi set hinanden en del. Jeg har lært Buni at kende. Hun betyder rigtig meget for mig. Jeg mødte hende første gang i sommers, hvor vi var inde i Cinemaxx og se Vampires suck. Vi var Buni, Aisha, to af Bunis venner og så mig selv. Buni er Edward-freak, og en af Bunis venner er Jacob-freak, så under filmen sad de rigtigt og gjorde opmærksom på, når der var gjort grin med Edward eller Jacob. Jeg havde en rigtig god dag. Vi havde det rigtig sjovt alle sammen, og filmen var genial – jeg sad og grinte hele tiden under filmen. Jeg er ikke så glad for Twilight, så det var virkelig rart med en film der gjorde grin med det hele. Det var lige min humor, jeg havde det så sjovt. Jeg har efterfølgende mødt Buni to gange mere. Jeg tog en dag helt ud på landet, hvor hun bor, for at møde hende, og så har vi mødtes en gang til inde i København, for at udveksle julegaver. I 2010 har jeg også lært rigtig mange mennesker at kende fra B103 og B104. Egentligt har det været rigtig hårdt at være indlagt, men jeg er så glad for at jeg blev indlagt alligevel. Jeg har mødt rigtig mange forskellige mennesker, og nogle af dem er gået hen og blevet rigtig gode venner. F.eks. Marie. Hende holder jeg virkelig meget af, og jeg ville ikke have lært hende at kende, hvis jeg ikke var blevet indlagt på 103 i maj. Jeg har lært rigtig mange mennesker at kende i 2010 – både URL og IRL. Selvom 2010 har været et hårdt år på mange punkter, har det også været et år der har givet mig rigtig meget, og alt i alt er jeg rigtig glad for alt jeg har nået og oplevet. Nogle gange er erfaringer dyrtkøbte – det har de været i det her år, men i det mindste har jeg fået dem.