Man bliver ikke glad af at være tynd. Been there, og jeg var ikke glad. Jeg var heller ikke mere ulykkelig. Faktisk kunne jeg ikke føle noget. Det eneste jeg tænkte på var, at tabe mig. Bare 2 kg mere. Det blev ved sådan. Jeg kom i behandling og tog på, og er nu normalvægtig. Men nu hvor jeg er blevet udskrevet, overvejer jeg at starte igen. I dag har jeg tænkt meget på, om det er det værd. Jeg kender det hele nu, så jeg vil måske endda kunne blive tyndere end jeg var før. Men hvis jeg nu skal tænke rationelt, så er det faktisk ikke det værd. For det første kan jeg ikke få det bedre, når jeg skader mig selv på nogen måde. For når jeg skader mig selv, nægter jeg at se mine problemer i øjnene. Jeg fjerner problemerne midlertidigt. I mine øjne er det at sulte sig selv og blive ekstremt undervægtig bare en anden måde at skade sig selv på. Jeg vil ærlig talt ikke igennem alle de skænderier jeg har haft med mine forældre om mad. Jeg vil ikke se mine forældre græde af magtesløshed en gang til. Jeg vil gerne blive rask. Jeg vil gerne have det bedre. Jeg vil gerne kæmpe en gang for alle. Jeg vil gerne gøre mit bedste denne gang. Jeg vil gerne blive rask eller bare få det bedre, og kunne leve som alle andre jævnaldrende kan. Jeg vil gerne have et normalt forhold til min krop og til mad. Jeg har brugt de sidste 5 år på at være uvenner med min krop. Jeg har brugt de sidste 5 år på at hade mig selv, mere end jeg behøver. Jeg har brugt de sidste 5 år på at have det dårligt. Jeg VIL have det godt nu. Jeg vil være gode venner med min krop, for jeg skal trods alt leve med den/i den de næste mange mange år. Jeg vil have et normalt liv. Ligesom alle andre har. Jeg vil have det godt nu. Jeg vil kæmpe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar