Pludselige ting..

Hold kæft de sidste 24 timer har været noget lort. I går efter aftensmad og opvask havde Mikkel endelig tid til at snakke med mig. Jeg fik at vide, at jeg bliver dagpatient fra på mandag af. Say WHAT?! Helt ærligt, du er læge. Du er psykiater. Din idiot. Du kender mine diagnoser. Du har selv givet mig dem. Og du ved, at jeg på grund af mine vanskeligheder har brug for at få ting at vide noget tid i forvejen. Under en uge er IKKE tid nok. Kraftidiot. Jeg fik det rigtig dårligt. For det første skal jeg hjem og bo. For at andet skal jeg nå at forberede mig mentalt på det. For det tredje skal jeg nå at pakke et helt værelse ned. Det er fandme nogle uintelligente, uprofessionelle mennesker der arbejder her. Jeg begyndte at græde. Kunne ikke lade være. Jeg plejer aldrig at græde foran andre. Men jeg kunne virkelig ikke holde det tilbage. Anyways. Så kom min kontaktperson ind for at se om alt var okay. Så begyndte Mikkel at fortælle hende, at jeg var ked af det og han fortalte så alt det han havde fortalt mig. Så bad jeg dem om at gå ud. De spurgte, om jeg kunne love, at jeg ikke skadede mig selv. Det sagde jeg, at jeg godt kunne. De skulle bare vide hvor dårligt jeg havde det. Så snart de var gået ud, satte jeg mig ud og skar i mig selv. Så fik jeg ordineret fast vagt. Det er et helvede. Hele tiden at have en rendende efter sig. Aldrig kunne være alene. I morges satte jeg min mobil til at ringe lidt i 7 så jeg havde tre kvarter for mig selv, for de troede jeg sov. Dejligt at kunne tage tøj på uden at have folk der glor omkring én. Stort set hele formiddagen gik fint. Jeg var ikke så meget i skole. Klokken 9 startede skolen, klokken 9:30 skulle jeg handle ind med min kontaktperson. Hun skulle observere mig, og eftersom det gik fint, besluttede de sig for, at jeg ikke længere behøvede at have fast vagt og mit observationsniveau skulle være alment. Dejligt med noget fred. Da vi kom tilbage fra indkøb og havde sat varerne på plads, fik jeg at vide, at jeg havde en aftale med overlægen og afdelingssygeplejersken klokken 12. Klokken blev 11 og jeg skulle til samtale med Mikkel. Da den samtale var færdig 11:30 skulle jeg ned og lave frokost med min kontaktperson. Klokken 12 skulle jeg så til samtale igen. Det handlede selvfølgelig om alt det pis omkring at jeg bliver dagpatient på mandag. Da jeg kom ned fra den samtale skar jeg i mig selv. Min kontaktperson blev sur på mig over, at jeg ikke havde kommet til hende i stedet. Hun sagde, at det var meget dumt gjort af mig. Hun låste min dør til værelset og hev mig med til frokost. Til måltiderne skal man blive siddende ved bordet i et kvarter, derefter må man godt rejse sig. Personalet er aldrig færdig med at spise efter et kvarter, men mange af os patienter er færdige. Jeg var færdig, og rejste mig derfor. Så gik jeg ud på gangen og der så jeg, at rengøringsdamen var i gang med mit værelse, og derfor stod min dør åben. Jeg skyndte mig ind på mit værelse, pakkede min håndtaske og skred. Jeg var simpelthen så sur over min kontaktpersons reaktion på selvskaden og så det at hun havde låst min dør. Jeg var så vred. Jeg gik ned på stationen og tog toget hjem. Klokken var lidt i 13 da jeg skred fra afdelingen. Mine forældre og min bror er på arbejde/i skole på det tidspunkt. Så jeg kunne sagtens tage hjem og slappe af uden at der var nogen der kunne forstyrre mig. Da jeg var i s-toget på vej hjem ringede de fra afdelingen. Jeg kan ikke helt huske hvad jeg sagde, for de har efterhånden ringet ret mange gange. Jeg kan huske at jeg snakkede højt og var vred. Jeg kom hjem, slappede lidt af, og så ringede de fandme igen. På det tidspunkt var klokken omkring 13:40. Min kontaktperson sagde, at hun synes, jeg skulle slappe lidt af og så være tilbage klokken 14:30. Jeg vendte tilbage. Omkring klokken 14:45 var jeg på afdelingen. Inden da, havde jeg sprættet min arm op. Min kontaktperson blev ikke sur. Hun gav mig bare en forbinding på. Så satte jeg mig ind på mit værelse. Min kontaktperson og en anden fra personalet gik ned til mig og snakkede. Den anden spurgte, om jeg kunne indgå aftaler, og dum som jeg er, siger jeg, at det ved jeg ikke. Så siger hun, at så må hun ringe til den vagthavende læge og så må jeg snakke med vedkommende. Så rejste jeg mig op og sagde, at jeg ville skride, for det pis gad jeg simpelthen ikke. Så skred jeg igen. Da jeg havde været væk i cirka 15 minutter, ringede min kontaktperson og sagde, at hun havde snakket med afdelingssygeplejersken og de ville ikke ringe til nogen vagthavende læge, hvis jeg bare kom tilbage. De skulle nok lade mig være og bla bla bla. Løgn og latin. På det tidspunkt var kl. omkring 15. Jeg gik, jeg ved ikke hvorhen. Jeg gik bare. Jeg var så sur. Min kontaktperson sagde, da hun ringede, at hun var ked af det hun havde sagt, og hun ville rigtig gerne, at jeg var tilbage inden 15:30 hvor hun havde fri. Hun sagde så meget. Og jeg svarede hende tilbage. Jeg har egentligt lidt dårlig samvittighed nu. Men.. Ja.. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen, jeg ville bare ikke tilbage. I gætter aldrig, hvor jeg tog hen.. Jeg tog til frisøren! Jeg synes lige jeg ville klippes, så det var da det jeg gjorde. I mellemtiden havde jeg sat min telefon på lydløs, for de havde åbenbart ringet til min mor og fortalt, at jeg var skredet, så hun var begyndt at bombardere mig med opkald og sms'er. Nå, da jeg havde været til frisøren, begyndte jeg at gå mod afdelingen, da de ringede fra afdelingen igen. Jeg snakkede med Jeanette. Hun sagde, at hvis jeg ikke kom tilbage eller kunne lave aftaler, måtte hun ringe til politiet og efterlyse mig. Jeg smækkede bare på. Gør det dog. I don't give a shit. Jeg vendte om og gik. Jeg gik bare. Lidt i 18 vendte jeg dog tilbage på afdelingen. Jeanette og Louise kom ned til mig på værelset og ville snakke, men jeg sagde, at jeg ikke ville snakke med dem. Jeg har ikke snakket med dem siden. Jeg er vildt træt. Og så er jeg ærgelig over, at jeg ikke har haft min skridttæller på i dag når jeg har gået så meget.