Tomhed og selvmordstanker

Jeg føler mig tom. Jeg hader den følelse. Jeg magter ikke noget. Jeg vil bare gerne ligge i min seng og glo op i loftet. Jeg vil bare gerne lægge mig til at dø. Jeg kan alligevel ingenting, og ingen ville savne mig. Jeg er et dårligt menneske. Jeg er et ondt menneske. Jeg kan ikke andet end at såre andre mennesker. Det er ikke noget jeg bilder mig ind. Min mor og nogle venner har selv sagt det til mig. Og de har ret. Jeg er ynkelig. Jeg kan ikke engang gå i skole ligesom alle andre 18-årige kan. Alle dem jeg kender som også har det dårligt, går i skole. Men jeg kan ikke. Jeg hader mig selv. Det er til at tude over. Jeg vil bare så gerne gå i skole. Jeg vil så gerne leve et normalt liv. Jeg ville ønske jeg havde søgt hjælp som 13-årig. Så ville jeg aldrig have fået det så dårligt i dag. Så ville jeg være rask. Så ville jeg kunne slippe med en let depression. Så ville jeg kunne gå i skole og leve i dag. Men selvfølgelig traf jeg det forkerte valg. Dum som jeg er, valgte jeg ikke at søge hjælp. Jeg valgte ikke at sige noget til nogle. Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage og ændre på det. Men det kan jeg ikke. Hvis bare jeg kunne. Jeg har lyst til at OD'e. Men det hjælper alligevel ikke særlig meget. Jeg dør ikke, jeg kommer bare væk fra mig selv et stykke tid. Jeg skrev et afskedsbrev i sidste uge. Har planlagt det hele. Jeg lever ikke meget længere. Jeg kan simpelthen ikke holde det her helvede ud. Jeg ved godt, at jeg fortjener det her, men jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg ville ønske jeg kunne dø i dag, men det kan jeg ikke. Jeg må vente. Bare lidt længere.